Efter i årevis at have kæmpet mod en tarmsygdom, er Darren Fletcher så småt ved at nå sit gamle niveau.
Det mener den 30-årige skotte i hvert fald selv. Derfor er han indstillet på at kæmpe sig til mere spilletid i næste sæson.
– Jeg har det strålende. Jeg er langsomt, men sikkert ved at komme i form igen. I løbet af den sidste måned har jeg haft det rigtigt godt med mine præstationer. Jeg synes, jeg har gjort det godt, siger Fletcher til ManUtd.com og fortsætter.
– Nu ønsker jeg bare at fortsætte i samme spor, få en god sommer, og så kæmpe for en plads på holdet i næste sæson.
Manchester United har haft en skuffende sæson og ligger i øjeblikket nummer syv i Premier League.