Manchester United har i en måneds tid kørt igennem med flere midtbanespillere i forsvaret med nogenlunde succes, indtil det totale kollaps mod Fulham sidste lørdag.
Nu er der dog håb for fremtiden. Rafael indgår i truppen til kampen mod Hull, ligesom Sir Alex Ferguson håber at enten Nemanja Vidic eller Wes Brown også kan få grønt lys til at spille på KC Stadium.
Lidt længere tilbage på skadeslisten findes Jonny Evans og Rio Ferdinand, der ikke har spillet siden det sene efterår. Men også her er der godt nyt i julen for Sir Alex.
“Jonny har trænet en smule med, og vi håber at kunne få bugt med hans smerter. Hvis vi er heldige, har vi måske tre midterforsvarere klar til FA Cup-kampen mod Leeds i næste uge. Rio er heller ikke langt væk, men rygskader er altid komplicerede at arbejde med. Vi gav ham en smertestillende sprøjte for nogle uger siden, og han træner i styrketræningsrummet,” siger Ferguson ifølge manutd.com om situationen.
Manchester United spiller søndag klokken 17 mod Hull.