Gentages kunststykket på Anfield?

Phil Neville tog Patrick Vieira fuldkommen ud af den livsvigtige kamp mod Arsenal i 2003, efter at Quinton Fortune og Diego Forlan havde leveret…

Phil Neville tog Patrick Vieira fuldkommen ud af den livsvigtige kamp mod Arsenal i 2003, efter at Quinton Fortune og Diego Forlan havde leveret fantastiske præstation på Anfield ugen forinden – for førstnævntes vedkommende endda med et brækket ben.

Og nu står Manchester United så igen og må kigge langt ned i rækkerne for at finde de folk, der skal bære holdet i den heksekedel, som Anfield søndag middag formentlig bliver. Det store spørgsmål er om spørgsmålstegnene udfor Kieran Richardson og Alan Smith i de respektive positioner, de kommer til at udfylde søndag, kan slettes efter kampen og de kan udråbes til sande helte klædt i djævledress.

Hårdt skadesplagede United har nemlig dårligt spillere til bænken så meget, som skaderne for tiden hober sig op. Både Kieran Richardson på venstre back og Alan Smith på midten er således nærmest med garanti sikret en startplads i Liverpool. Roy Keane, Gary Neville, Wes Brown og senest Gabriel Heinze må nemlig alle sidde ude til kampen på Anfield, hvor United efter et par magre år har vundet de seneste tre gange i træk.

Liverpool har også skader at slås med, omend det ikke er til nøglespillere som på Carrington. Fernando Morientes er det mest prominente navn, som manager Rafael Benitez ikke kan råde over – og det er med spanierens scoringsrate så langt i engelsk fodbold vel også godt det samme. Benitez valgte i tirsdagens Champions League-sejr over Betis at spare folk som Steven Gerrard og Djibril Cissé, og dermed må de forventes at have masser af friske kræfter til årets kamp i engelsk fodbold så langt.

Den kamp skal dømmes af FA Cup-finaledommeren Rob Styles, som hvis han godkender flere mål til hjemmeholdet end til Sir Alex´ udvalgte, samtidig er dommer i Liverpools ligasejr nummer 50 over United. Alt tegner dog heldigvis ikke til den store målfest fra scousernes side, for så langt har de i tre kampe scoret ét enkelt mål – sat ind på frispark af Xabi Alonso.

United-truppen: Van der Sar, Howard, O”Shea, Ferdinand, Silvestre, Richardson, Bardsley, Pique, Scholes, Fletcher, Smith, Giggs, Ronaldo, Miller, Van Nistelrooy, Rooney, Rossi.

Forrige artikel

Tipsbladet taler med Mads Timm

Næste artikel

Fergie tror på Richardson

ANNONCE