Aggressive fans, kampklædt politi og en Eric Cantona, der ikke ligefrem gjorde sit for at mildne publikummet på det legendariske stadion Ali Sami Yen, der indtil 2010 var hjemmebane for Galatasaray.
Det er noget af det, der står skarpest i 38-årige Ryan Giggs’ erindringer om rædselskampen i Champions League mod det tyrkiske storhold, som Manchester United onsdag tager imod på Old Trafford.
– Jeg husker det tydeligt. Jeg vil aldrig glemme det. Jeg var 19, og da vi ankom til lufthavnen var der råbende fans i tusindvis med bannere og flag. Der blev kastet ting efter os, da vi kørte væk i holdbussen. Uden for hotellet råbte fans natten igennem. De sikrede, at vi ikke fik noget søvn ved at ringe til vores værelser konstant, siger Giggs ifølge Teamtalk.com.
Stemning på kogepunktet
Forud for kampen havde hjemmeholdets fans varmet op på lægterne flere timer i forvejen. Noget, der rystede den dengang unge waliser.
– Fansene havde været på stadion flere timer i forvejen. Halvanden time før kampstart var stemningen på kogepunktet. Vi stod på midten af banen og betragtede det hele. Der blev sunget på hele stadion, siger Giggs.
Selve kampen var en halvkedelig affære, der sluttede 0-0. Den første kamp på Old Trafford var dog endt 3-3, hvorfor Galatasaray gik videre på reglen om udebanemål.
Undervejs i returopgøret blev det nok for Uniteds enfant terriblé Eric Cantona, der endte med at se rødt.
– Efter kampen var det kaos. Eric (Cantona, red.) var allerede blevet udvist, og vejen ud til omklædningsrummet var under banen. Der var kampklædt politi med hjelme og stave på begge sider af os. Typer, som man aldrig kunne drømme om at tirre. Og så brød helvede bare løs, fortsætter Giggs.
Sir Alex Ferguson blev under et interview den efterfølgende uge spurgt, om han var glad for at være tilbage i England.
– Ha! Jeg vender aldrig tilbage (til Tyrkiet, red.), svarede Ferguson.