Giggs: Juleprogrammet vores mulighed

Uniteds veteran afviser, at der er plads til tømmermænd efter 0-1 nederlaget til Everton. Til nytår har vi en bedre idé om vores chancer, siger han.

Manchester United tabte som bekendt på et sent mål 0-1 til Everton, i hvad der var “The Toffees” første sejr, siden Ryan Giggs fik sin debut for United for 21 år siden. Nederlaget var det første i 13 kampe.

Giggs, der selv spillede hele kampen, mener ikke, der er plads til at de engelske mestre kan have ondt af dem selv. Der er således 12 point op til førerhundene fra Arsenal – og skal hullet lukkes, kræver det fuld koncentration over jul og nytår. Det siger han til MUTV.

– Det er en hurtig drejning, men vi er nødt til at samle os selv op. Vi kan ikke have ondt af os selv i for lang tid. Det er en hjemmekamp (mod Newcastle, red.) og forhåbentlig bliver det et anderledes resultat.

– Vi er nødt til at få gang i en god stime. Før dette var vi ubesejrede i 12 kampe. Vi er nødt til at komme os over skuffelsen nu. 

I de kommende ligakampe møder “de røde djævle” henholdsvist Aston Villa, Stoke, West Ham, Hull og Norwich, inden de nytårsdag tager imod Tottenham. Et program, der bør opildne mestrene til at få lukket huller i toppen, mener Giggs.

– Vi har en bedre idé til nytår og forhåbentlig begynder vi at samle point op igen. Vi har haft et par skuffende resultater, men præstationerne har ikke været så dårlige igen.

– Vi har bare ikke været helt flydende i vores spil eller taget vores chancer hvor vi burde. Hvis ikke du gør det, bliver du straffet som mod Everton.

Manchester United tager lørdag imod Newcastle United på Old Trafford. Kampen sparkes i gang kl. 13.45 og kan ses på TV3+ og 6’eren.

Forrige artikel

Ingen garantier for van Persie

Næste artikel

Kagawa føler sig god på flere pladser

ANNONCE