Kagawa føler sig god på flere pladser

Manchester Uniteds japanske tekniker mener ikke, det er en hindring for ham at spille i venstre side. Hans fleksibilitet er en fordel, mener han.

Siden United sidste sommer fik tilgang af Shinji Kagawa, har den japanske stjerne haft svært ved at finde sig til rette i det offensive. Således har han i 11 kampe ikke fundet netmaskerne endnu denne sæson.

For United har han tit haft udgangspunkt på venstrekanten. I Dortmund, der hellere end gerne hentede Kagawa tilbage, spillede han lige bag angriberen. Men for japaneren har det ingen betydning, hvor på banen han spiller.

– Jeg spillede bag angriberen for Dortmund, men for Japan spiller jeg til venstre, siger han således til United Review.

– Jeg burde være fleksibel nok til at kunne spille et antal positioner, så jeg kan være en mere attraktiv spiller for holdet og bidrage endnu mere.

Japaneren blev i onsdagens kamp mod Everton pillet ud af David Moyes efter 59 minutter, i en kamp, hvor han skiftede mellem venstrekanten og den offensive midtbaneplads. Og selv mener han da også, at der ikke er én bestemt plads, han bør spille.

– Hver dag lærer jeg, hvordan jeg kan terrorisere mine modstandere i venstresiden med min bevægelser. Men jeg vil stadig gerne være i stand til at kunne spille flere positioner.

Uniteds lille japaner får i morgen mulighed for at score sit første sæsonmål, når de engelske mestre kl. 13.45 tager imod Newcastle. Kampen vises på 6’eren og TV3+.

Forrige artikel

Giggs: Juleprogrammet vores mulighed

Næste artikel

Jagielka bakker op om Moyes

ANNONCE