Giggs roser trio

Uheld og skader hagler ned over United-spillerne i øjeblikket. Før og under lørdagens overbevisende 4-0-sejr over Wigan måtte såvel Louis Saha som John O”…

Uheld og skader hagler ned over United-spillerne i øjeblikket. Før og under lørdagens overbevisende 4-0-sejr over Wigan måtte såvel Louis Saha som John O”Shea og Nemanja Vidic føjes til den efterhånden alenlange liste over ukampdygtige spillere.

En liste der i forvejen talte Edwin van der Sar, Gary Neville, Ben Foster, Ji-Sung Park, Darren Fletcher, Michael Carrick, Owen Hargreaves og Wes Brown.

Mandefaldet gav imidlertid chancen til den purunge trio Daniel (Danny) Simpson, Gerard Piqué og Anderson de Abreu Oliveira. Alle tre gik uimponeret til opgaven og leverede præstationer, der lover godt for fremtiden. United vikarierende anfører, Ryan Giggs, var da også dybt imponeret efter kampen.

“Piqué kom ind i centerforsvaret og gjorde et godt job, og det samme gjorde Simmo (Simpson),” sagde waliseren til ManUtd.com og påpegede, at Piqué og Simpson tegnede sig for to assists.

“De lavede faktisk to oplæg, og generelt var begge deres indsatser virkeligt gode,” sagde han, hvorefter Anderson stod for tur. Anderson, der afløste en skadet John O”Shea på den centrale midtbane midtvejs i første halvleg.

“I anden halvleg var Anderson virkelig involveret i meget af spillet. Han arbejdede hårdt, havde nogle fremragende førsteberøringer og afleveringer. Han er stadig ung og skal stadigvæk have tid til at finde sig til rette, men i lørdags leverede han virkelig en god præstation,” lød skudsmålet fra den levende United-legende, der har ni engelske mesterskaber på cv”et.

Stadig glad for landholds-exit
Med beslutningen om at kvitte landsholdsfodbolden kan Giggs se frem til en kampfri weekend, når mangen en United-spiller tørner ud for deres respektive nationer i den kommende weekends EM-kvalifikationskampe.

Giggs lagde landsholdsstøvlerne på hylden tidligere i år, og den beslutning har han ikke i sinde at lave om på.

“Jeg glæder mig faktisk til ikke at skulle spille. Det er derfor, at jeg trak mig tilbage fra landsholdsfodbold, for at få pausen, samle kræfter og dermed være frisk til at spille for United,” lyder begrundelsen for landsholdsstoppet fra Giggs, der fylder 34 år d. 29. november.

Forrige artikel

Bardsley giver ikke op

Næste artikel

O"Shea: Vi har Europas bedste midterforsvar

ANNONCE