Manchester Uniteds direktør udtalte sig i går til Financial Times i forbindelse med præsentationen af de grundlæggende tal i Manchester Uniteds regnskab.
Her blev det præsenteret, at 50% af Manchester Uniteds indtægter i sidste regnskabsår gik til spillerlønninger. Et tal, som David Gill ikke kalder for foruroligende, men noget som han helt sikkert har en interesse i at bringe ned.
Han ser gerne selv, at spillerne bliver betalt individuelt for det de præsterer på banen, ligesom det gør sig gældende i Londons finansielle sektor, The City, hvor ansatte har en lav grundløn, men derudover får provisioner for deres arbejde.
“Vi har et element, som er spillerne. Det er vigtigt, at dette element er både følsomt og retfærdigt.
Personligt, så vil jeg gerne se spillernes lønninger mere variable, hvor de får belønninger, hvis de vinder. Det er svært at få indført i denne branche. I “The City”, er der høje “City-bonusser”, mens grundlønnen ikke er så høj” udtaler David Gill.
Han medgiver, at han synes, fodboldspillere i dag er godt betalte.
I interviewet afslørede David Gill også, at Manchester United agter at ændre i organisationen.
Grundet hans større indflydelse i det engelske fodboldforbund, så leder klubben efter en daglig leder under titlen Chief Operating Officer, som vil komme til at stå for den daglige drift af klubben under David Gill.
Gill vil fortsat stå for de store spørgsmål såsom transferspørgsmål, hvor han udfører Glazers beslutninger.