Når du hører diverse såkaldte kommunikationseksperter skrige op i medierne om såkaldte shitstorme og andre fancy ord for simpel kritik af en virksomhed, så forestil dig hvordan det var at være ansvarlig for kommunikation for Manchester Uniteds ejer, Glazer-familien.
Siden familien under store protester købte sig ind i Manchester United og til sidst overtog klubben i 2005 har den været lagt for had hos de fleste Manchester United-fans, og bag familien stod Tehsin Nayani som talsmand for familien igennem 6 år.
De mere eller mindre turbulente år kommer nu til udtryk i en bog fra Nayani, som beskriver familiens påvirkning af protesterne som særdeles kold.
Som da tre af brødrene i maj måned 2005 besøgte Old Trafford for at besigtige deres nye ejerskab, hvilket indenfor få timer blev rygtedes rundt om i Manchester, hvilket endte med store protester fra flere tusinde United-fans hen under aftenen før brødrene til sidst blev evakueret i en pansret politivogn.
Det lod dog ikke til at påvirke Joel, Avi og Bryan Glazer, der returnerede til stadion næste dag.
– De virkede til at være fuldstændig upåvirkede af det næste dag.
Han havde generelt et positiv indtryk af familiens intentioner med købet af klubben.
– Glazer-familien var ikke monstre. Tværtimod var de virkelig nede på jorden. Det var fuldstændig klart at de var inde i det her på lang sigt og var fuldstændig fastlagt på at fastholde klubbens succes.
Selvom familien nok aldrig bliver accepteret af de fleste United-fans som værende klubbens retsmæssige ejere, så er protesterne efterhånden blevet ret sjældne.
Specielt i 2010 nåede protesterne nye højder med Green and Gold-kampagnen, der bestemt ikke blev mindre af at David Beckham valgte at tage et af de bemærkelsesværdige halstørklæder op fra banen i kampen imod AC Milan. Noget der gik Tehsin Nayani til at gå i panik.
– Adrenalinen pumpede. Jeg tog med det samme min Blackberry, åbnede min telefonbog og fandt JG og trykkede på den grønne knap, skriver Nayani, der frygtede at Beckham ville blive en slags talsmand for protestbevægelsen, der fortsat ses den dag i dag blandt tilskuerne på Old Trafford.
“Vi kender ikke Beckhams motiver for at tage det halstørklæde på. Og måske er det al den omærksomhed slet ikke så dårlig. Fodbold er en følelsesmæssig forretning. Hvorfor ødelægge det?” lød Joel Glazers svar til ham, og Joel fortsatte:
” Klart, nogle fans er sure og protesterer inde på Old Trafford. Men herfra, hvor jeg sidder, så er der millioner af fans som bare er glade for at holdet er kommet videre til næste runde. De er også Manchester United-fans. Jeg forstår at mange fans ikke kan lide os, men at hade os. Det er et så stærkt ord. At hade os når klubben har været så succesfuld, så er det altså ret vildt.”
I bogen fortæller Nayani også om hvordan det var at fejre klubbens triumf i Champions League i 2008 til den lyse morgen i Moskva og langer desuden særligt ud efter Wayne Rooney, der i 2010 tog et særligt angreb imod Glazer-familien i brug under kontraktforhandlingerne.
Her gjorde Rooney det klart at han ikke agtede at forlænge sin kontrakt med Manchester United, da han ikke var overbevist om ejernes ambitioner for at fastholde klubben på det niveau den tidligere havde været på.
