Gündogan drømmer om Premier League

Borussia Dortmunds offensivspiller skifter gerne til en topklub i England.

Mens Dortmund roder rundt i bunden af Bundesligaen, afslører en af klubbens profiler nu, at han er klar på nye eventyr. 

Således er 24-årige Ilkay Gündogan begyndt at overveje sin fremtid, efter han er kommet sig over den skade, der ødelagde sidste sæson for ham.

Og skal man tro Gündogan, har Real Madrid tidligere været ude efter ham. Derudover er Manchester United flere gange blevet sat i forbindelse med tyskeren med de tyrkiske rødder. 

– Real Madrid kom med et bud, men min klub afviste det. På daværende tidspunkt havde jeg to år tilbage af min kontrakt. Men min skade ødelagde også alting. Jeg kunne ikke spille i 14 måneder, siger Gündogan ifølge The Metro. 

Står det til den tyske landsholdsspiller, skal han fremover træde græs i enten La Liga eller Premier League. 

– Nu vil jeg se fremad og gøre op for den tid, jeg har mistet, ved at få sportslig succes. 

– Det er et af mine store mål at spille udenfor Tyskland. Hvis jeg en dag rejser, vil jeg gerne spille i Spanien eller for et af de store hold i England, lyder det fra Gundögan.

Ilkay Gündogan kom til Dortmund fra FC Nürnberg tilbage i 2011. 

Forrige artikel

Arsenal-fan kastede rødvin efter Uniteds udskiftere

Næste artikel

Giggs: Jeg lærer af van Gaal

ANNONCE