Sir Alex Ferguson har afvist enhver mulighed for et historisk skifte til ærkerivalerne Liverpool for Gabriel Heinze.
Den argentinske forsvarsspillers fremtid i United er uvis efter, at han har givet udtryk for at have mod på nye udfordringer, hvortil Liverpool så har givet interesse.
I mandags afgav Liverpool-manager Rafael Benitez et formelt bud på Heinze, men selvom det svarede til det beløb United kræver, så afviste de prompte tilbuddet.
“Jeg kan forsikre om, at Liverpool ikke vil få Gabriel Heinze.
Vi kan godt slå det fast nu. Vi har haft et par tilbud på ham, og vi har afvist dem alle,” udtaler Sir Alex i dag til PA Sport.
Heinzes agent har igennem flere måneder forsøgt at presse et salg af argentineren frem, men Ferguson har fortsat ikke haft en snak med Heinze, da han har været i Venezuela til Copa America.
“Heinzes agenter forsøger hele tiden at køre bolden videre, men uanset hvad hans agent tror, så er det os, der siddder i førersædet.
Jeg ved ikke, hvad Gaby præcis ønsker, da det hele er kommet fra hans agent, hvilket har stået på i over et år,” afslører Ferguson.
Gabriel Heinze havde mulighed for selv at betale sig ud af sin kontrakt ved at aktivere den såkaldte “artikel 17” i FIFAs nye transferregler, men deadlinen for dette er overstået.
Hvis han havde gjort dette, så kunne United ikke have stoppet et eventuelt skifte til Liverpool.