Der har været sagt og skrevet meget om Wayne Rooney den seneste måneds tid. Først blev anføreren bænket af José Mourinho, og nu er han efter megen kritik af sine præstationer også blevet det på det engelske landshold.
Han går dermed ikke forrest, når det engelske landshold træder ind til kvalifikationskampen mod Slovenien i aften. I stedet er det Liverpools Jordan Henderson, der har anførerbindet. Men Henderson er ikke i tvivl om, at Rooney stadig har kvalitet.
– Wayne er meget erfaren. I min bog har han været en af verdens bedste i mange år, og han har sat standarden både på og udenfor banen. Han er en, vi alle ser op til som spiller og kaptajn, siger Henderson på et pressemøde ifølge The Sun.
– Jeg er sikker på, at der vil blive gjort et stort nummer ud af, han ikke starter, men i fodbold ændrer hold taktikken af forskellige årsager. Det ændrer ikke noget for os, at Rooney ikke starter. Han er vores kaptajn, og han vil være klar til at gribe sin chance igen, når han får den.
England spiller mod Slovenien på udebane i aften klokken 20:45.
Køb Manchester Uniteds nye trøjer her
Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her