Foto: Michael Regan- Getty Images
Rasmus Højlund har kun nettet en enkelt gang i de seneste 10 optrædener for Manchester United.
Erik ten Hag mener dog, at man skal være tålmodig med angriberen. Han har haft en vanskelig sæson, men har stadig lavet mange mål, forklarer han på tirsdagens pressemøde.
– Han har haft tre skader denne sæson, men har stadig, som du siger, scoret 14 mål. Jeg synes, det er meget gode tal for en ung spiller. Han skal udvikle sig. Han skal gøre fremskridt. Han har brug for tid, siger han.
Særligt Højlunds mentalitet er en stor styrke. Derfor er Erik ten Hag heller ikke et sekund i tvivl om, at han snart begynder at score mål igen – måske allerede i onsdagens kamp mod Newcastle.
– Nogle gange har du nedture, men jeg er sikker på, at han vil kæmpe sig tilbage. Han er meget ivrig til hver kamp, så det kan være i hvilken som helst kamp, at han genfinder sin form. Jeg er ret sikker på, han er tæt på, siger han.
Højlund har lavet otte mål i denne Premier League-sæson. Han scorede senest i hjemmekampen mod Sheffield United d. 24. april.