Holdet bag OT.dk: Aleksander Emé

OldTrafford.dk rundede for nyligt 30.000 skrevne artikler. Det har vi tænkt os at markere med en ny artikelserie, hvor vi præsenterer det nuværende hold bag Danmarks største Manchester United-side, der siden 2003 har leveret daglig dækning af vores alles yndlingsklub. Hen over de næste par uger vil du derfor kunne læse, hvad der er af arbejdsopgaver som frivillig på OldTrafford.dk, og du vil kunne lære hvert enkelt ansigt bag det passionerede crew bedre at kende.

Navn: Aleksander Emé
Alder: 23 år
Bosat: På Frederiksberg
Beskæftigelse: Content Creator & Creative hos JOE & THE JUICE
Har været OT.dk: Siden sommeren 2019

Hvad er din rolle hos OT.dk?
Min rolle hos OT.dk er at stå for vores Instagram-profil. Udvikling af nye koncepter til den samt alt grafisk arbejde, der måtte være til kampresultat, citater og generelt nyheder der vedrører den danske United-fan.

Hvorfor skriver du for OT.dk?
United har ligeså længe jeg kan huske ligget mig meget nært, og jeg havde forinden jeg ansøgte om at blive en del af OT.dk flittigt læst på næsten daglig basis om diverse United-nyheder, de måtte bringe. Så det faldt mig meget naturligt da chancen bød sig at gribe den. Jeg har altid anset det som et stort privilegie at arbejde med noget som andre mennesker kan se og læse og nyde godt af. Hvis jeg samtidig kan lære dem noget, de ikke vidste i forvejen om United eller blot oplyse dem om de nyeste nyheder, så kan det næsten ikke blive bedre.

Bedste oplevelse med OT.dk
Min tid hos OT.dk er fortsat ikke specielt lang, men generelt vil jeg fremhæve det fællesskab, der er mellem os alle. Det er på trods af, at 99% foregår over en Facebook-chat, men der er bare en vis broderskabsånd over en flok fyre, der lever og ånder for den her klub. Folk skal dog ikke være foruden en lille anbefaling herfra, for nok har jeg kun haft fornøjelsen af en enkelt ”firmafest”, men den ene har bestemt også været en sand fornøjelse. Så er man nogensinde i det københavnske natteliv, så kan jeg bestemt anbefale Balderdash, hvor de serverer en ”Burning Panda”.

Hvornår og hvordan blev du United-fan?
Mit forhold til United bygger faktisk på to personer – David Beckham og Cristiano Ronaldo. Jeg er fra ’97, så selvom jeg aldrig rigtig nåede at stifte bekendtskab med Beckham, da han var i United, så var det ham og Ronaldinho, der gjorde mig interesseret i fodbold. Jeg husker tydeligt, at jeg fik en trøje med Beckhams navn bagpå. Det var vel og mærke en engelsk landsholdstrøje (absolut ingen idé om, hvorfor jeg egentlig skulle have sådan en), men den gjorde mig opmærksom på ham de efterfølgende år. Så han har helt sikkert haft en indflydelse på, at jeg blev United-fan. Men den helt store ære tilfalder dog ingen ringere end Cristiano Ronaldo. Jeg husker tydeligt, at jeg i sommeren ’06 var helt opslugt af ham. Bøger, trøjer, klistermærker og alt, hvad end der kunne købes, måtte jeg bare eje. Hele min fascination omkring ham opstod udelukkende, da jeg indimellem så Premier League-kampe med min morfar og den her unge portugiser legede rundt med alle og enhver. Det var derfor også til stor sorg, da jeg i ’09 hørte om hans skifte til Real Madrid i radioen. Savnet til ham har været stort lige siden, men set i bakspejlet kan man ikke andet end glæde sig over, at man fik lov at nyde én af de bedste fodboldspillere nogensinde i den røde trøje. For dælen, han var god.

Hvad er din bedste oplevelse med United?
Mit bedste og nærmest også ”værste” minde var, da vi vandt Champions League i ’08. Jeg havde fået lov at være længe oppe og se den, men jeg var så træt til sidst, at jeg missede den sidste del af den. Heldigvis vandt vi, og det kan jeg kun glæde mig over. I nyere tid af, hvad jeg husker soleklart, må det være 3-2 sejren over City på Etihad i april 2018 eller ”Miraklet i Paris”.   

Hvad er din værste oplevelse med United?
Det må udelukkende være Sir Alex Fergusons stop som manager. Der har været MANGE nedture de sidste 8-10 år, men intet kommer i nærheden af at miste Sir Alex Ferguson.

Hvem er din yndlingsspiller i United gennem tiden?
Som en ægte 90’er dreng, der voksede op med Rooney, Ronaldo, Van der Sar, Vidić, Ferdinand, og jeg kunne blive ved, så er det Ronaldo, der er min yndlingsspiller. Det var trods alt ham, der fik mig til at forelske mig i United. Schmeichel er også deroppe af, men det skyldes nok også meget min kærlighed til ham som dansker og triumfen i ’92.

Hvem er din yndlingsspiller på det nuværende hold?
Det er Rashford, han er fantastisk, og jeg håber på virkelig, at han kan finde tilbage til det niveau, han var på, inden han blev skadet. McTominay kan jeg egentlig også meget godt lide, men det er mere for hans mentalitet, og hvor stor en klubmand han er. Der er samtidig også noget smukt over den udvikling, han har været igennem. For halvandet år siden var der næppe mange, der anså ham for meget, men han fik vendt det, og nu er det nærmere den modsatte holdning, man har til ham.

Hvor og hvordan følger du primært United, når de spiller?
Det er som reelt derhjemmefra eller på arbejdet. Det er tit jeg arbejder i weekender eller blot sidder til sent i hverdage, så tit lader jeg det køre ved siden af imens jeg arbejder. Men er muligheden og er kampens størrelse fornuftig, så er det gerne på Den Glade Gris med et par venner.

Hvordan får du stillet din United-sult her under Corona-tiden?
Det er faktisk resulteret i en god mængde FIFA 20 på karriere mode og Football Manager. Specielt Football Manager er endt med at sluge en hel del af min fritid, mere end hvad godt er. Men for dælen da, det er svært ikke at blive afhængig, når man kan lede Manchester United, verdens bedste klub med verdens bedste fans.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Den engelske regering støtter op om genåbning i juni

Næste artikel

Lige til weekenden: Eric Cantona hovedperson i ny serie på Netflix

ANNONCE