(Photo by Matthew Peters/Manchester United via Getty Images)
Boxing Day er synonymt med julefodbold, drama og klassiske kampe – i dag står der dog kun én Premier League-kamp på programmet: Manchester United–Newcastle United på Old Trafford.
Netop dette opgør udspillede sig også for 13 år siden. I dag tager vi en tur down memory lane til en kamp, hvor United var bagud tre gange, men alligevel hentede sejren med en sen Fergie Time-winner af Javier “Chicharito” Hernández.
Det var den 26. december 2012, og Old Trafford dannede rammen om en af de mest mindeværdige Boxing Day-kampe i nyere tid. Newcastle chokerede hjemmeholdet med en tidlig scoring, og i løbet af kampen kom gæsterne foran tre gange mod et United-hold, der konstant måtte jagte resultatet.
• 4’ – James Perch bragte Newcastle tidligt foran med 1-0.
• 25’ – Jonny Evans udlignede for United, før han kort efter scorede i modsatte ende, og gjorde det til 2-1 til Newcastle.
• 58’ – Patrice Evra udlignede til 2-2 for United.
• 68’ – Papiss Cissé bragte Newcastle foran igen med 3-2.
• 71’ – Robin van Persie svarede igen for United og gjorde det til 3-3.
• 90’ – Javier Hernández scorede sejrsmålet og fastsatte slutresultatet til 4-3 til United.
Et comeback i ægte Boxing Day-stil
Kampen udviklede sig til et sandt drama, hvor United blev tvunget til at reagere igen og igen. Newcastle var farlige i omstillingsspillet og tog føringen tre gange, men Uniteds karakter og offensive kvalitet sørgede for, at hjemmeholdet blev hængende i opgøret.
Et sent angreb førte til, at Michael Carrick fandt Hernández, der i kampens døende minutter hamrede sejren i nettet til vild jubel på Old Trafford – et øjeblik, der siden er gået over i historien.
Manager Sir Alex Ferguson kaldte efterfølgende sejren for en “championship performance”, da han kritiserede Uniteds manglende evne til at lukke kampene tidligere.
Sæsonen endte med Uniteds 20. Premier League-titel – og blev samtidig Sir Alex Fergusons sidste sæson i klubben.
Om vi får samme drama i aften, må tiden vise, når der klokken 21.00 dansk tid fløjtes op på Drømmenes Teater.




