Sabah blev kørt over på Drømmenes Teater. Men nu gælder den første reelle test i dette års Champions League for Manchester United.
Det er nemlig tid til at United skal afprøves mod et pot 1-hold. Og i første omgang, bliver det på udebane.
Club Atlético de Madrid venter på det flotte Riyadh Air Metropolitano – eller tidligere kendt som Wanda Metropolitano.
Det er en klub, der var i rampelyset henover sommeren, da deres stjerneangriber – og bedste spiller – Julian Álvarez gerne ville væk fra klubben.
Det blev imidlertid ikke til et skifte fra hovestadsklubben til den catalanske rival Barcelona, og argentineren har indfundet sig tilbage i truppen.
Men det bliver ikke nemt for Manchester United, selvom Atlético Madrid har haft uro internt. Cholo Simeones mandskab har nemlig fået en ganske god start på sæsonen. Naturligvis med sejren i Madrilener-derbyet som det absolutte højdepunkt.
Hvem er Atlético?
De fleste kender nok Atlético de Madrid. Det er Real Madrids onde lillebror. Det er i hvert fald, sådan de fleste kender dem.
Men virkeligheden er sådan set en anden.
Det var tre baskere, der grundlagde Athletic Club de Madrid, blot ét år efter, at kongeklubben Real Madrid blev det i 1902. Med tre baskere som grunlæggere, er det ikke helt tilfældigt, at Atléticos logo- og navn minder meget om de tre baskeres barndomsklubs logo.
Klubben fungerede i sin spæde start nemlig som en satelitklub for netop Athletic Club de Bilbao, hvor baskere kunne komme til Madrid og føle sig hjemme, selvom de var væk hjemmefra.
Men i 1921 rev klubben sig løs fra Bilbao-koblingen og blev en uafhængig fodboldklub.
De fungerede i mange år som en folkekær klub, hvor hårdtarbejdende madrilenere holdte til og var loyale.
Men efter borgerkrigen i Spanien, begyndte Atlético at samarbejde med Spaniens flyvevåben og fik i samme ombæring militært støtte. I de to efterfølgende sæsoner, vandt Atlético begge mesterskaber. Og dermed var de skrevet ind i historiebøgerne.
Men det var ikke længe, at Atlético fik hjælp fra det spanske militær. Francisco Franco skiftede nemlig holdning. Real Madrid var dem, der skulle være Spaniens symbol for storhed.
Og så begyndte rivaliseringen for alvor. Atlético mistede al militær støtte og den flyttede ind til ‘Los Blancos’ inde i bymidten.
Real Madrid blev magtelitens og overklassens klub, mens Atlético stadig måtte døje med, at de var for almene og hårdtarbejdende. Derfor flyttede klubben mere sydpå, hvor fansene fik lov til at dyrke identiteten og stoltheden i at være folkets hold. Væk fra byens elitehold.
Det var også her, klubben byggede det legendariske Vicente Calderón, som de så flyttede fra i 2017.
Klubben fik bygget sig op til at være en diametral modsætning til Real Madrid. Modsat Real Madrids arrogante og selvfede opfattelse, så var Atléticos bygget på loyalitet, arbejdsomhed og ydmyghed.
Det fik gjort klubben til en fast bestanddel af Spaniens top, men i 90’erne fik de en præsident, der var ved at synke skibet fuldstændig.
Klubben rykkede ned i Segunda Division blot et par år efter, de havde vundet mesterskabet i 1996.
De var et komma i spansk fodbold i en årrække, men i 2011 kom redningsmanden. Diego ‘Cholo’ Simeone.
Med argentineren, som tidligere havde spillet i klubben, fik klubben vundet Europa League, og i 2014 vandt klubben mesterskabet, mens de var mulehår fra The Double i Lissabon, hvor de blået slået af tvillingebror Madrid.
Siden har klubben befundet sig i europæisk topfodbold, hvor de har været i endnu en Champions League-finale. Der tabte de også til Los Blancos. De vandt Europa League igen i 2018. Klubbens største investering, Wanda Metropolitano, har ført klubben til nye højder. De er ikke længere den lille klub, der hører til i Madrid. De er et stort europæisk navn.
Og i morgen, gæster United deres spanske kammerater.
Spillestil
Det er selvsagt, at når en klub har en træner, der har været i sædet i over 15 år, så er spillestilen lige som, træneren ønsker det.
Og dem der er gamle nok til at huske ‘Cholo’ som spiller, de ved, hvordan Atlético spiller.
Der bliver gået til den med 130%. Modstanderne skal ikke være i tvivl om, at det er Atlético, de står over for.
Specielt ikke, når det er på madrilenernes hjemmebane.
Selvom det er et nyt stadion, som tidligere var et atletikstadion, så er det et stadion, der sagtens kan kategoriseres som en heksekedel.
Atléti-fansene larmer som sindssyge, og når de kan fornemme, at holdet på banen har brug for et par procenter, så stiger decibelniveauet voldsomt.
Det er til tider også en hostil tone. Fansene på Metropolitano er Cholo Simeones forlængede arm. Når fansene ser, at Cholo brokker sig, så brokker de sig. Løber han rundt på sidelinjen, så springer de rundt på lægterne.
Snakker han pænt med dommeren, jamen så synger de videre på deres slagsange. Enhver sten bliver vendt på matriklen.
Spillestilsmæssigt, så er klubben blevet kendt for at være et ultradefensivt orienteret mandskab. Deres force er kontrafodbold med hurtigløbere i offensiven med hyperstærke forsvarspillere, der forsvarer Oblaks mål.
Diego Simeone har mesteret at vinde foldboldkampe, kønt eller ikke. Ét mål er nok til at få tre point, og får Atlético scoret først, så bliver det en propumulig opgave for modstanderen.
Med det sagt, så er holdet ikke uden individuel eller teknisk klasse. Den førnævnte edderkop, Julian Álvarez, er naturligvis holdets stjerne. Men holdet har blandt andet en verdensmester på kanten i Álex Baena. Ademola Lookman kender man fra Premier League – og fra Europa League-finalen i 2024, hvor han slagtede Leverkusen enemand.
I forsvaret har Atlético store navne som Marcos Llorente, Marc Pubill, mens teknikere som Lee Kang-In og Pablo Barrios styrer bolden på midten.
Normalt kan man sige, at et hold har én designeret formation, men Simeone ynder at skifte, som det passer ham. Det kan være 3-4-3 eller 4-2-3-1. Det kan også være 4-4-2. Simeone gør en dyd ud af, at modstanderen ikke ved, hvad der skal se. Det er hans speciale.
Des ses også i La Liga, hvor han har skiftet opstilling flere gange – men stadig har præsteret kontinuerligt og ligger nr. 2. Ganske vist med fem point op til Barcelona, men foran Real.
Profiler, vi skal holde øje med
Det siger sig selv, at den tidligere City-frontløber, Julian Álvarez, skal lukkes ned.
Kigger man på, hvilke typer af spillere, som Barcelona har hentet denne sommer, så kan man hurtigt forstå, hvorfor Hans-Dieter Flick gerne ville have ‘La Araña’. Han presser ikke bare meget, men han presser enormt klogt og forstår, hvordan træneren vil have holdet til at presse.
Og så er de tydelige offensive kvaliteter. Han er en hurtig angriber, fysisk stærk og en dygtig dribler samt afslutter.
Det skal United have styr på. Ellers kan det blive en lang aften i den spanske hovedstad.
Marcos Llorente er en ultradygtig hybridspiller. Han besidder kvaliteter i både offensiven, men så sandelig også i defensiven.
Han har et voldsomt, voldsomt stort løbepensum og lader intet op til tilfældighederne.
Han forsvarer godt, med den voldsomme fart, han skyder, men spørg bare Liverpool, hvad der sker, når han nærmer sig feltkanten. Får han lov til at trykke af, så scorer han.
Lee Kang-in blev hentet fra PSG denne sommer. Den dobbelte Champions League-vinder er gået direkte ind på holdet, og har givet noget, af det, som Atlético har manglet. En kreatør og en teknisk station mellem midtbanen og angrebet.
Han har ganske vist ikke vist det store, når man kigger på slutproduktet, men chanceskabende og kreativ, er han.
Med Uniteds seneste problemer på midtbanen, hvor det er blevet kutyme at sidde to-tre meter fra nærmeste mand, kan den lille koreaner nemt finde plads til at distribuere bolden videre til noget endnu farligere i Baena, Álvarez eller Lookman.
Europæisk historie
Klubben har vundet tre Europa League-titler samt én af den tidligere Cup Winner’s Cup.
De har aldrig vundet Champions League. De har været i finalen tre gange, men har tabt alle tre. To mod bysbørnene, som tidligere nævnt og så i 74, da Bayern München gjorde det onde ved dem.
For Atlético er det til gengæld en ekstra motivation, at denne sæsons finale spilles på deres hjemmebane.