Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Jeg skal lige sørge for, at jeg vejer mine ord rigtigt.
Jeg vil allernødigst anklages for at mene, at nedenstående argumenter kan undskylde spillernes og trænernes præstation lørdag aften mod Tottenham.
For det kan den ikke.
Jeg forstår til fulde fansenes frustrationer, og tro mig, jeg havde også mine egne.
Lad mig gøre det glasklart, at den tandløse indstilling, de manglende løbende meter, de tabte dueller og ikke mindst Lisandro Martinez’ la-la-indstilling ved 1-1-målet alt er noget, der pisser mig voldsomt af. Stadig i dag.
Old Trafford blev en udebane
Men spillerne og Carrick var ikke de eneste, der irriterede mig lørdag aften.
Midt i første halvleg, i pausen og efter kampen buhede tilskuerne på Old Trafford.
Jeg har et vanskeligt forhold til hele konceptet i at buhe. Jeg synes, at fans skal have lov til at udtrykke frustrationer og følelser. Det kan sagtens indebære at buhe, hvis det er helt grelt. Men altså, det hjælper jo heller ikke noget.
Der, hvor jeg mener, at det klinger hult, er, når man lytter til opbakningen i resten af kampen.
Jo, okay, man kunne høre fansene synge med som vanligt på ‘Country Roads’, men så lukkede de også arret, så snart dommeren fløjtede opgøret i gang. Det var jo næsten som at høre Liverpools fans i kølvandet på deres tåkrummende kendingsmelodi.
Hele første halvleg var der dårligt en eneste sang, der kørte fra Uniteds stemningsskabende fans, og helt generelt var det ikke til at høre, at United spillede på hjemmebane. Først i anden halvleg hørte jeg dønninger af melodier fra Stretford End, men hold da op, hvor skulle man også gøre sig umage for at høre det.
Første gang, jeg hørte hjemmepublikummet, var, da de midt i første halvleg gav sig til at buhe i ren frustration. Hold nu op, hvor er det forkælet.
Det bliver jo helt Real Madrid-agtigt at sidde på sin flade, insistere på at lade sig underholde og så pifte og kaste fuglekerner i nakken på manden på rækken foran sig, når ikke fodbolden går din vej. For sådan er det. Shit happens. Men sådan gør vi ikke i Manchester United. Vi er med i medgang og modgang.
Når man gør den slags, mener jeg, at man gør mere skade end gavn, når spillerne bøvler med spillet på grønsværen.
Spillerne har brug for jer
Havde det været, fordi stadion havde runget hele kampen igennem, havde jeg fuldt forstået en pibekoncert. Så er der vitterligt intet mere, som tilskuerne kunne have gjort, for at hjælpe holdet på vej.
Men Manchester United er ramt i øjeblikket. De første seks ligakampe har resulteret i den dårligste start, siden Ferguson blev hyret. Spillerne tror ikke længere på sig selv.
Og når alle 76.000 sæder fyldes ud, mørket sætter sig over Old Trafford, og det eneste, man kan se, er de ikoniske stadionlys på det snart førhenværende stadion, så ville jeg altså ønske, at man kunne høre det.
Det kunne man ikke.
Jeg har i egen person oplevet Old Trafford fra både sin mest larmende og mest søvndyssende side.
Når Old Trafford er flyvende, er der få hjemmebaner på kloden, der kan måle sig med det. Det er som regel i hjemmekampe mod de største rivaler, at det gynger. Det oplevede jeg selv i et derby mod City i marts 2020, hvor Scott McTominay lukkede munden på de snydende rivaler lige inden en coronapause. Det er til dato den vildeste stemning, jeg har oplevet på et fodboldstadion.
Jeg har også oplevet hjemmebanenederlag til Cardiff og Everton, hvor man ikke kunne høre stemningen på Old Trafford for en sommerfugl, der baskede sine vinger i Salford.
Stemningen på Old Trafford kan være omskifteligt som dansk sommervejr, men den er sjældent arrogant. Det var den lørdag aften.
Derfor har jeg et opråb til dig, der skal på Old Trafford i den nærmeste fremtid:
Skrål med. Støt. Bidrag til stemningen.
United er ramt i øjeblikket. Det er der ingen tvivl om. Spillerne skal hæve niveauet, og det skal trænerstaben også. Ingen er fredet.
Men de har ikke brug for, at du føjer endnu en fjende til listen. De har brug for, at du er deres hjemmebane.
Så giv dem den.





Jeg er helt uenig Rasmus….
Den indsats der bkev lagt for dagen i første halvleg, islr de første 25 – 30 minutter var helt uacceptabelt, Spurs dominerede os fuldstændigt, det var pinligt at se på.
Det kan jeg godt forstå tilskuerne reagerede på.
Hvis spillerne skal have opbakning skal de sgu fortjene den, indstilling og fight så tacklingerne synger og tungen hænger ud af halsen.
Så vil de trofaste supporters også rejse sig kæmpe med og for holdet.
Det var et wake up call, hvordan skulle supporterne ellers vise deres helt forståelige frustration.