Interview: Læs Varanes første udtalelser som United-spiller

Raphaël Varane udtaler sig for første gang som United-spiller i et interview med MUTV. I interviewet udtaler Varane sig blandt andet om, hvordan Sir Alex Ferguson allerede i 2011 besøgte Varane-familien. Derudover sætter Varane ord på sine egne og klubbens ambitioner om trofæer.

Raphaël Varane blev endelig præsenteret som United-spiller lørdag, da han trådte ud foran det ekstatiske hjemmepublikum på Old Trafford. Nu har han også for første gang udtalt sig som United-spiller i et interview via klubbens officielle hjemmeside.

– Jeg mener, det er et godt tidspunkt at skifte på grund af mange forskellige ting. Det vigtigste er dog, at det er en ny udfordring, og det er en stor motivation for mig at starte i en ny liga i en stor klub som Manchester United, udtaler Raphaël Varane.

Raphaël Varane anser det som en stor mulighed at komme til Manchester United, og han har da også taget familien med til Manchester.

– Den her mulighed er fantastisk for mig, så jeg valgte det her skifte for mig og min familie, som jeg har taget med. Man føler, når tidspunktet er rigtigt, og dette er det rigtige tidspunkt. 

Varane fortæller også om den velkomst, han fik lørdag, da han trådte ind foran et fyldt Old Trafford. 

– Jeg skiftede hertil, fordi jeg trængte til nye følelser, og velkomsten på Old Trafford var præcist, hvad jeg forventede og mere til. Det var et stort øjeblik, og jeg vil sige tak til United-fansene, og jeg vil gøre alt for at efterlade alt ude på grønsværen. 

Solskjær og de kommende holdkammerater

Den franske midterforsvarer fortæller desuden om, at han inden skiftet har talt med Ole Gunnar Solskjær om de store trofæ-ambitioner, der er i klubben.

– Det var vigtigt for mig at vide præcist, hvad filosofien, udfordringerne, målsætningerne og ambitionerne er. Jeg føler, at der er en stor målrettethed og en ambition for at arbejde utroligt hårdt og gøre alt, som er muligt, for at vinde trofæer. Det motiverer mig. 

Paul Pogba, som Varane skal bestræbe sig på at vinde trofæer med, får også et par ord med på vejen. 

– Jeg har kendt Paul i meget lang tid. Vi startede sammen på det franske landshold, og han er en fantastisk spiller. Han er ambitiøs ligesom mig, så vi er klar til at arbejde hårdt, og gøre alt vi kan for at vinde trofæer. 

Samtaler med Sir Alex i 2011

I interviewet kommer Varane også ind på forbindelsen mellem ham og Manchester United, der går helt tilbage til 2011, hvor Sir Alex Ferguson ønskede at hente den dengang 18-årige Varane til Manchester United fra franske Lens. 

Som bekendt løb Real Madrid dengang afsted med Varanes underskrift. Om situationen erindrer Varane: 

– Der har været mange rygter og mange mennesker, der har snakket om forbindelsen mellem Manchester United og mig siden 2011, hvor Sir Alex Ferguson besøgte min mors hjem. Da rygterne nu igen blev reelle, snakkede jeg med min klub (Real Madrid, red.), og jeg følte, at det var en stor mulighed for at spille i Premier League og for Manchester United. 

Hele interviewet kan ses, høres og læses på Manchester Uniteds officielle hjemmeside. 

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Ethan Laird udlejes til Swansea

Næste artikel

Mangeårig United-direktør er gået bort

ANNONCE