Jagten på nummer 250: Tom Manley, nummer 1, 1930-1939

Manchester United har ifølge sin egen hjemmeside givet debut til 249 spillere, som har været tilknyttet klubbens akademi. I denne serie vil vi på OldTrafford.dk dykke ned i listen og fortælle nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Historiebøgerne har det med at fokusere på Arsenal, når vi taler om 1930’erne i engelsk fodbold. Og det er også helt på sin plads, efter Herbert Chapman satte dem i gang med en flot stime af 5 mesterskaber på 8 år.

Imens lå Manchester United og rodede rundt i Second Division (den næstbedste række) efter en nedrykning i 1930-31, og man skulle bruge fem sæsoner på at rykke op igen.

På det tidspunkt var klubbens to mesterskaber og ene FA Cup trofæ efterhånden også to årtier siden. Så United var ikke ligefrem en topklub i årtiet, der førte op til 2. verdenskrig.

Alligevel er sæsonen 1931-32 en yderst vigtig sæson i forhold til den måde, Manchester United og klubbens fans ofte identificerer sig på i dag.

For her begyndte klubben en tradition, som i særdeleshed er fortsat under både Sir Matt Busby og Sir Alex Ferguson, og som i høj grad kendetegner klubbens dna.

Thomas Ronald Manley

Efteråret 1931 stod på genopbygning efter sommerens nedrykning, og d. 5. december 1931 resulterede det i en spændende debut.

Tom Manley var på det tidspunkt 19 år og 59 dage gammel, da han for første gang spillede for United i en 2-0 sejr over Millwall.

Han var som 17-årig kommet til klubben fra Northwich Victoria. Og dermed var han ifølge klubbens hjemmeside den første debutant, der også havde været i klubben forud for sin 18 års fødselsdag.

Denne bedrift er siden gentaget af 248 andre, mens vi i dag kun kan gætte på, hvem der bliver debutant nummer 250 af egen avl.

Tom Manley beskrives flere steder som en alsidig spiller, der kunne dække flere forskellige positioner med omtrent samme kvalitet.

I sin tredje sæson var han blevet en bærende spiller, og i sin fjerde bidrog han med 9 mål – heraf med 4 af dem i en 7-2 sejr over Port Vale.

I sin femte sæson scorede han hele 15 gange, da holdet vandt Second Division i 1935-36 og rykkede op i den bedste række.

Glæden var dog kortvarig, da man rykkede ned igen efter en sæson. Til gengæld bidrog Manley til endnu en oprykning året efter, inden han skiftede til Brentford i 1939.

Thomas Ronald Manley spillede i alt 195 kampe for United og scorede 41 mål.

Forrige artikel

Nedtakt: Tre ting vi lærte af kampen mod Everton

Næste artikel

Ugens citat: »I can take any criticism«

ANNONCE