Jones indrømmer, at Champions League er savnet

Manchester United er millimeter fra at sikre sig adgang til næste sæsons Champions League kvalifikation. En sæson uden deltagelse i den mest fornemme turnering i Europa har været hårdt for fans men også for spillerne ifølge Phil Jones.

Forsvarspilleren deltog i klubbens seneste Champions League opgør mod Bayern München i sidste sæsons udgave, men i denne uge må han følge med fra sofaen, når den tyske klub spiller semifinale. Noget der har været hårdt for ham hele sæsonen igennem.

– Vi har savnet det rigtig meget. Der er ingenting som en ‘European night’ på Old Trafford, når Champions League-hymnen bliver spillet. At have været udenfor turneringen i denne sæson har været meget skuffende, udtaler han til manutd.com.

– Et hold som Manchester United skal spille Champions League, men vi er ikke selskrevet på nogen måde, vi er nødt til at præstere. En præstation som den mod Crystal Palace hvor spillet ikke fungerer, men du får tre point, er hvad der kan sikre Champions League.

Der er kun et par meget målrige fodboldkampe, der vil kunne forhindre Champions League kvalifikation næste sæson, men Phil Jones insisterer dog på, at holdet selv skal gøre arbejdet færdigt.

– Vi ser frem til kampen mod Arsenal. Det er en kamp, alle vil spille med i. Det er en stor kamp, og vi vil vinde den. Vi vil slutte sæsonen så stærkt som muligt, så forhåbentlig får vi to sejre at slutte af på.

United tager på søndag imod Arsenal på Old Trafford, før holdet i sidste runde skal møde nedrykningstruede Hull på udebane.

Forrige artikel

Smalling: Young fortjener landsholdsudtagelse

Næste artikel

Video: 2 år siden Sir Alex Fergusons afskedstale

ANNONCE