Jones ønsker Evra held og lykke

Den tidligere United-back spiller i aften sin femte Champions League finale, når Juventus møder FC Barcelona. Franskmanden får ros fra en tidligere kollega i United.

Den populære back spillede Champions League finale med United i 2008, 2009 og 2011. Inden da havde han spillet finale med franske Monaco i 2004. I aften er det så i Juventus’ stribede trøje, han spiller finale, og det fortjener stor kredit, mener Phil Jones.

– Det er rigtig stort. Han har gjort det fantastisk over årene. Jeg tror aldrig, han har tabt en semifinale. Han skal være stolt af sig selv, udtaler Jones til manutd.com.

Hvis han får spilletid i aftenens kamp vil han stå med fem finaler. Det samme antal som hollandske Clarence Seedorf og kun overgået af Paolo Maldini, der spillede seks. Det er flotte tal, og den engelske forsvarsspiller har kun pæne ord til sin tidligere holdkammerat.

– Patrice var virkelig professionel, da han var her. Jeg så meget op til ham, og vi ønsker ham alle held og lykke i finalen.

Patrice Evra skiftede til Manchester United i 2006 og spillede der frem til i sommer sidste år.

Forrige artikel

Bekræftet: Cleverley skifter til Everton

Næste artikel

Rio til Pogba: "Hvad helvede har du gang i?"

ANNONCE