Karakterbogen: Jeg tager hatten af for den gamle garde

Casemiro og Bruno Fernandes leverede fremragende præstationer, da Manchester United tog stor skalp i Baskerlandet torsdag aften. Her er karakterbogen efter 0-3-sejren.

(Maciej Rogowski/Eurasia Sport Images/Getty Images)

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.

André Onana – 6
Sikker aktion på Berenguers afslutning i starten af opgøret, men det var mere eller mindre også det eneste, han havde at tage sig af. Begyndte at sparke målspark langt allerede i første halvleg, så det var også svært at vurdere spillet med fødderne. Dejligt med et clean sheet.

Victor Lindelöf – 6
Jeg havde bange anelser, da jeg så, at han skulle starte i højre side, hvor Nico Williams huserer. Så lidt tung ud i nogle situationer i første halvleg og havde et farligt boldtab. Men stod omvendt det helt rigtige sted, da bolden faldt ned for fødderne af Berenguer på tæt hold ved 0-0. Der var ingen stress, da det var 10 mod 11.

Harry Maguire (ud 65′) – 7
Hold kæft hvor var det forrygende at se dig drible rundt nede på baglinjen! Generelt en solid præstation af skipperen (igen). Gik lige til grænsen i duellen med Sannadi. Det var vovet.

Leny Yoro – 7
Nu begynder vi altså for alvor at se, hvorfor vi smed 52,5 millioner pund efter det franske stortalent i sommer. Støder fint frem i flere situationer, har afleveringer der bryder kæderne og spiller med stor ro.

Noussair Mazraoui (ud 74′) – 7
Dejligt hårdt fladt indlæg til Højlund ved straffesparkskendelsen og havde fuldstændig styr på Nico Williams. Ærgerligt, at træværket tog hans afslutning.

Manuel Ugarte (ud 65′) — 7
Startede kampen helt forfærdeligt, men spillede sig virkelig op og var involveret i alle tre mål. Den aggressive uruguayaner traf ikke mange rigtige beslutninger på kuglen i kampens indledning og havde flere farlige boldtab.

Var det en bevidst assist til Casemiro? Tvivlen må komme ham til gode. Kort efter erobrede han bolden, der ledte op til straffesparket og leverede derefter en smuk hælaflevering til Brunos 0-3-scoring. Så lander man alligevel på et 7-tal.

Casemiro – 8
Hold da op. Sikke en kamp. Hans placeringsevne var rent ud sagt verdensklasse, hvilket kastede et hav af bolderobringer af sig. Krydrer det med et mål. Kudos til både ham og Amorim for det comeback, han har leveret.

Patrick Dorgu (ud 84′)  – 5
Lidt skidt og lidt kanel. Stærk i sine defensive dueller, men løber i offside, selvom han kan se hele linjen. Det hører ikke hjemme på det her niveau. Har et par stærke gennembrud i løbet af 2. halvleg, men søger i min optik for ofte de små frispark – brug din stærke krop og hold modstanderne væk i stedet.

Alejandro Garnacho (ud 84′)  – 7
Var træfsikker, da chancen bød sig, men desværre offside. Jeg synes, han leverede en opløftende præstation, hvor han både var udfordringsvillig og indgik fornuftigt i spillet. 

Bruno Fernandes – 8 (kampens spiller)
Han bliver bare ved. Allerede inden de to scoringer spillede han på et højt niveau. Fantastisk detalje ved Garnachos offside-scoring og sendte kort efter igen argentineren dybt med en smuk pasning. Stor koldblodighed, da han stod foran målet. Magnifico.

Rasmus Højlund – 7
Tager det rigtige løb ved straffesparket, og den sekvens gav ham tydeligt selvtillid. Spillede en rigtig fornuftig 2. halvleg, og det havde fortjent en scoring. Han bliver ved med at tage de aggressive løb ind i feltet, og det giver plads til de andre i feltet.

Resumé: United står med det ene ben i finalen

Indskiftere

Matthijs de Ligt (ind 65′) – 6
Tilbage efter sin skade, og det var en perfekt kamp for ham at komme ind i.

Mason Mount (ind 65′) – 5
Skulle lige ind i kampen, da han kom på banen. Var energisk og arbejdsom, men der manglede kvalitet i aktionerne. Han har brug for noget kontinuerlig spilletid, før han er tilbage i noget, der minder om topform.

Luke Shaw (ind 74′) – 6
Hæfter mig ved, at han ikke er skadet efter 90 minutter i søndags.

Amad (ind 84′) – UB

Kobbie Mainoo (ind 84′) – UB

Rúben Amorim – 7
Når man går til San Mames, hvor Athletic meget sjældent taber, og vinder 0-3, fortjener man stor ros. Men jeg synes faktisk ikke, de første 30 minutter så alt for kontrolleret ud. 

1 kommentar
  1. Spot on Thobias….enig over hele linjen😉👍

    Var stl4kt bekymret med Lindeløf i startopstilling, og da han klodset mistede bolde som tæt på bageste mand fik jeg tics…men få minutter efter står han det rigtige sted (i vejen) i to omgange og redder et mål….derfra spillede han fatisk fint.

    Der er kun en Bruno….han er på vej til legende status i United, hvis ikke han allerede er en sand legende.

    Højlund spillede sin bedste kamp længe….stort set fejlfri og meget involveret, manglede egentlig “bare” at scorer en pind som kirsebæret på topoen af kagen, virkelig positivt…

    Dejligt at se Amad tilbage, bolden sidder stadig klistret på hans fødder….tænk hvis kan blive kampafgørende i den finale vi selvfølgelig skal komme i nu.

    Efter den mest elendige og triste sæson i mands minde ville det være så smukt at slutte af med succes om tre ugers tid igen på San Mames i Bilbao.

Skriv et svar
Forrige artikel

Resumé: United står med det ene ben i finalen

ANNONCE