Manchester United formåede for første gang siden 2016 at vinde mod Liverpool på Anfield. Sejren markerede på samme tid den første gang, at Amorim vinder to Premier League-kampe i streg. Mens United kun har to point op til top fire, så har Liverpool tabt fire kampe i træk. Ikke en helt dårlig aften. Heller ikke for Harry Maguire, der som så ofte før dukkede op med et sent og kampafgørende hovedstød.
Læs karakterbogen herunder.
På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
Senne Lammens – 7
Det ene ord, man har lyst til igen at bruge om Lammens nede bagi er: Sikkerhed. Der er kommet ro på, virker det til. Boldene bliver bare losset væk, og selv, når vi alle får flashbacks, når en høj bold dumper ned i det lille felt, står belgieren helt klar til at pille bolden ned. Var prisgivet ved Liverpools mål og kvitterede også med et par gode redninger.
Matthijs de Ligt – 7
Hvor er du dog vigtigt, Matthijs. Han er simpelthen bare en spiller, der er vokset i det midterforsvar. Var i dag blevet smidt ud på den ydre position i trebackskæden, men var aggressiv og god i dueller. Det er imponerende at se, hvor vigtig en spiller, han er blevet for os i den her sæson.
Harry Maguire – 8 (Kampens spiller)
Når alt fejler, så smid bolden i boksen til Maguire. Han gør det igen! Harry Maguire er så kampafgørende på de vigtigste tidspunkter. Han havde godt styr på Isak, der blev lukket helt ned med undtagelse af en enkelt chance, og så scorer han selvfølgelig højt på det her mål. Professionel, likeable og afgørende. Så tak for det Harry! Jeg kvitterer med en ‘kampens spiller’ til dig!
Luke Shaw (ud ’85) – 6
Shaw slipper fint afsted med tingene i dag, men har et par enkelte fejl. Spiller stadig en fin kamp i United-defensiven, men er ikke lige bemærkelsesværdige som sine to kollegaer bagi.
Amad Diallo (ud ’59) – 7
Der er ved at forme sig et specielt bånd mellem Amad og Mbuemo på den højreside. De finder nærmest hinanden i blinde efterhånden. Det ser supergodt ud, og Amad tonser frem og tilbage i dag. Får også en assist til netop Mbeumo på Uniteds første mål. Måske lidt uheldig at få en gult kort, og så tog Amorim ingen chancer og skiftede ham ud. Ærgerligt, men givetvis fornuftigt. I hvert fald en rigtig god kamp af Amad.
Bruno Fernandes (ud ’85) – 6
Jeg ville egentlig gerne have givet Bruno Fernandes en lavere karakter, da jeg synes, at han i store dele af kampen virkede træt og lavede nogle mærkelige fejl. Men så kiggede jeg lige kampforløbet igennem igen, og vores portugisiske magiker havde jo egentlig en finger med i begge mål. Derfor ender han altså over middel. Det kunne dog godt virke til, at Amorim snart skulle overveje, om det måske ikke er verdens ende at spille med Mainoo fra start, så Bruno kan få en pause eller tage en mere offensiv rolle.
Casemiro (ud ’58) – 6
Casemiro gør det godt på midten i dag. Bryder spillet og er, hvor han skal være. Det er godt at se, at vi har fået noget balance, også selv om Liverpool ellers startede kampen med tre ret kontrollerende midtbanespillere på banen. Lider samme skæbne som Amad, da han trækker et gult kort på Mohammed Salah i en kontra. Men helt sikkert en godkendt indsats fra brasilianeren, der ellers har haft et stramt program i landsholdspausen.
Diogo Dalot – 3
Puha. Endnu en rigtig, rigtig svær kamp for Dalot. Det spiller simpelthen ikke for portugiseren, der imod Sunderland også så helt grundforvirret ud. I dag manglede kvaliteten på bolden, og det blev til langsomme, dårlige afleveringer og et kæmpe hul i luften, da han stod helt blank på bagerste stolpe. Især første halvleg var dårlig, hvor han virker lidt mere komfortabel, da han ryger over i højre side i anden halvleg, men der er behov for forbedringer.
Bryan Mbeumo – 8
Det er kun tre spillere i Premier League, der har scoret flere mål end Mbuemo i år: Mateta, Haaland og Salah. Og man kan godt se hvorfor, når man kigger på det første mål. Iskoldt sat ind af Mbeumo, der giver United en drømmestart. Han virker simpelthen så spændende, og de kvaliteter, som han viste i Brentford, kommer mere og mere til syne i United-trøjen nu. Som nævnt tidligere spiller han enormt godt sammen med Amad, og så står han for et rigtig godt pres på Virgil van Dijk i dag. Stærkt af Mbeumo.
Mason Mount (ud ’61) – 4
Det er ofte, at jeg tager mig selv i at se en United-kamp og tænke, at Mason Mount ikke har været god eller dårlig. Han sætter simpelthen bare ikke sig selv i spil ofte. Og derfor ender han med at flagre lidt rundt. I dag er ikke en undtagelse, og han er selvfølgelig også lidt tynget af at være i den mere defensive side af Uniteds opstilling.
Matheus Cunha – 7
Her, der og alle vegne. Sådan er det at se Cunha spille fodbold. Starter på toppen i dag og er hele tide nede og hente bolde. Waow, hvor ser han spændende ud. Har flere aktioner, hvor han bare driver bolden op igennem banen og tager Liverpool-spillerne på sengen. Er også disciplineret, da han skal være mere defensiv.
Inskiftede spillere
Manuel Ugarte (ind ’58) – 5
Fin indsats af Ugarte, der skal forsvare det meste af kampen og erstatter Casemiro. Er ikke iøjnefaldende og falder ikke igennem. Derfor en gennemsnitlig karakter.
Patrick Dorgu (ind ’59) – 3
Dorgu virker til gengæld som en, der falder igennem. Det virkede oplagt, at Dorgu ikke skulle starte ind mod Mohammed Salah, der nok havde været en for stor mundfuld. Danskeren viste også, da han kom ind, at de defensive kvaliteter har brug for at blive udviklet. United stod meget tilbage i banen, og det led Dorgu under, da han ikke kunne bruge sine tydelige offensive kvaliteter så meget. Ser alt, alt for passiv ud på Liverpool-målet, hvor han desværre også ophæver en eventuel offside på Gakpo.
Benjamin Sesko (ind ’61) – 5
Sesko kommer ind og får taget et par bolde ned. Han laver desuden et par gode løb i dybden, som han er tæt på at få en fod på. Han lider selvfølgelig også af, at det i høj grad er Liverpool, der jagter i anden halvleg, men godkendt af sloveneren.
Kobbie Mainoo (ind ’85) – UB
Leny Yoro (ind ’85) – UB
Ruben Amorim – 8
Amorim rammer det hele rigtig godt i dag. Der bliver lukket godt ned for Liverpools angreb, og United kommer til flere drilske chancer med løb ind bag de to høje midterforsvarer. Valgte at bænke Sesko til fordel for Cunha på toppen, hvilket gav fint mening, når Liverpool-forsvaret består af Van Dijk og Konate. Desuden skifter Amorim klogt, når United-spillerne hivet et gult kort til sig, da han tydeligvis vil undgå en situation som mod Chelsea. Skifter måske Sesko ind en anelse for tidligt, da Liverpool efterfølgende satser offensivt, men det holdte hjem til sidst, og derfor må man bare give portugiseren cadeau og sige tillykke med to sammenhængende Premier League-sejre!
Hmm ikke helt enig med censor i dag på farten områder….
Enig i MOTH er Maguire, sejrsmålet var kirsebæret på toppen af kagen, men indtil målet havde jeg faktisk Cunha som MOTH, tæt forfulgt af Maguire og Mbeumo, så enig her, havde dem alle på 8.
Kampens forløb med den lave blok passer også Maguire langt bedre end når bagkæden står højt og Maguire skal vende og ud og løbe som vi så mid Brentford, men hvis vi skal dominere kampene og Maguire skal spille så skal Yoro tage løbene.
Mht Dalot, måske man skulle spørge sig selv hvorfor Salah var næsten anonym i dag…jeg ser en Dalot der holder Salah tæt i vores venstre side, og da offensiven kørte mest over vores højre siden med Amad og Mbeumo, var Dalot og tildels også Mount ikke så synlige offensivt….
Amad slipper afsted med defensiven i dag, men er klart overmatchet mod Gakpo, er også heldig med det gule kort som var mere orange i min optik.
Bruno er svær at give karakter idag, hans flødefod ligger bolden til rette for Maguires store hoved og det giver pil op, men der var en periode på 8 – 10 minutter før der så virkeligt skidt ud, her ser man tydeligt at når han er træt så sløser han endnu mere defensivt og er tæt på at koste mål…og det understreger at den centrale position ikke er optimal for at få det bedste ud af Kaptajn Bruno, men helt enig i at give flere pauser til Bruno og dermed også mere spilletid til Mainoo.
Jeg kan stadig ikke se den store forbedring på 9er positionen, bevares Sesko er nok bedre teknisk end Højlund og vinder flere hovedstads dueller, men virker bare langsom og det går ud over presspillet, og måske de dybe løb i feltet.
Lammens, dejligt at have ro i maven med ham som sidste skanse…men han er stadig meget ung og uerfaren, så vi må tilgive ham hvis det går galt i ny og næ, klart forbedring i forhold til Onana og Bayindir.