Jadon Sancho i kamp mod Burnley

Karakterbogen: Miserabel anden halvleg trækker ned i bedømmelserne

Der var flere gode Manchester United-præstationer at spore i første halvleg mod Burnley, men efter pausen faldt samtlige spillere i niveau. Det kan ses på OldTrafford.dk’s karaktergivning.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

David de Gea – 7
Svært klandre spanieren for det indkasserede mål. I midten af anden halvleg leverer han en af sæsonens bedste redninger på et spark fra Wout Weghorst.

Diogo Dalot – 5
Lukker godt ned for Maxwel Cornet, men leverer – særligt i anden halvleg – ikke nok offensivt output.

Raphaël Varane – 6
Får underkendt et mål i første halvleg og er tæt på at score i kampens slutfase. Gjorde det godkendt defensivt, og jeg er måske en smule hård i min bedømmelse.

Harry Maguire – 4
Bliver kørt på røv og albuer af Wout Weghorst før Burnleys scoring. Skal desuden gøre mere ved den store chance, han får efter en dødbold i kampens slutminutter.

Luke Shaw – 7
Første halvleg spiller han til en 9’er-karakter med både assist og flere gennembrud i venstresiden. Venstre backen falder ligesom resten af holdet gevaldigt efter pausen, og derfor ender vi her.

Scott McTominay – 5
Det var ikke helt skottens aften. Ikke lige så gennembrudsstærk og god på bolden som i de seneste par kampe. Udskiftet efter 80 minutter.

Paul Pogba – 7
Ganske udemærket taget franskmandens lange skadespause i betragtning. Scorer et flot mål og dominerer på bolden i de første 45 minutter. Alt for anonym i anden halvleg.

Bruno Fernandes – 6
Som så ofte før får han point for initiativ og gåpåmod. I dag manglede den sidste skarphed dog. Og som du sikkert kan gætte, hentyder jeg her til anden halvleg.

Marcus Rashford – 6
Jaaaaorrrgh. Sådan sidder jeg lidt og har det med Rashfords præstation. Var med i et hav af flotte angreb i begyndelsen af kampen, men den engelske offensivspiller dalede i kvalitet, som kampen skred frem. Udskiftet efter 85 minutter.

Jadon Sancho – 7 (Man of the Match)
Kampens lyspunkt. Virker til at spille med en selvtillid, vi ikke har set fra ham tidligere i englænderens United-tid. Vævre driblinger og godt overblik. Nu skal den sidste skarphed findes i de afgørende situationer.

Edinson Cavani – 4
Nej, du kan ikke bilde mig ind, det var en god Cavani-præstation. Kæmper godt, ja. Men brænder kampens største chance og er sløset med sin boldomgang i anden halvleg. Udskiftet efter 68 minutter.

Cristiano Ronaldo, Jesse Lingard og Anthony Elanga er uden for bedømmelse.

Forrige artikel
De Gea bliver passeret

United deler med Burnley og taber vigtige point i top fire-striden

Næste artikel
Ralf Rangnick

Rangnick: Anden annullering var et 'blødt' frispark

ANNONCE