Karakterbogen: Rashford, Ronaldo og Maguire skuffer – Sancho bedste mand

Manchester United spillede skuffende 1-1 mod Southampton i lørdagens tidlige Premier League-kamp. Især Rashford, Ronaldo og Maguire skuffede i den forbindelse.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

David de Gea – 5

Spanieren gør, hvad han skal i buret for United, og han kan ikke klandres, da Southampton udligner til 1-1. Når det så er sagt, har David de Gea et dårlig udspark i første halvleg, der bragte United-defensiven i ubalance. Che Adams formåede dog ikke at eksekvere den efterfølgende chance.

Diogo Dalot – 4

Dalot kommer egentlig med i nogle fine fremstød, men portugiseren falder igennem, når det præcise indlæg skal slås, eller den afgørende aflevering skal lægges.

Harry Maguire – 2

Dårlig præstation af Harry Maguire. Hans manglende fart blev nok en gang udstillet, da han stod overfor Armando Broja. Kommer tæt på i forbindelse med to frispark, men englænderens styrke i hovedspillet kastede ikke mål af sig.

Raphaël Varane – 5

Kommer ikke på tværs, da Che Adams bliver sendt i dybden af Elyounoussi. Det var dog tydeligt, at Varane havde nemmere ved at håndtere Che Adams og Armando Broja.

Luke Shaw – 3

Shaw trækker Che Adams onside, da Southampton scorer til 1-1, hvilket trækker ned. I den positive ende kan det nævnes, at Shaw lagde en god bold, da Maguire kom tæt på i første halvleg.

Scott McTominay – 4

Umiddelbart en middelmådig præstation af McTominay. Han kommer selvfølgelig med den nødvendig fysik, men han lider også under, at han ikke kan foretage sine karakteristiske dybdeløb, når han spiller på midten med Pogba og Bruno Fernandes. Skotten begår en del frispark og har også et farligt boldtab i starten af kampen, da han dribler sig i problemer.

Paul Pogba – 5

Starter kampen godt, hvor han lykkedes med at finde Sancho i nogle gode positioner. Bidrager ikke med noget nævneværdigt i 2. halvleg.

Sancho – 6 (Kampens spiller)

Manchester Uniteds farligste mand, som også kvitterer med i et mål i dagens anledning. Man kunne godt savne mere slutprodukt, da han i første halvleg kommer i flere gode situationer i omstillingsspillet.

Bruno Fernandes – 3

Lægger en fremragende aflevering, da United scorer til 1-0. Præstationen i sin helhed er dog en til glemmebogen for Bruno. Han er for ivrig efter at skabe chancer for sine holdkammerater, og det resulterer ofte i boldtab.

Marcus Rashford – 2

Laver en fin assist til Sancho, men det generelle indtryk rækker ikke til mere end en 2’er. Han støtter ikke sin back i defensiven, og Southampton kommer frem til flere farlige situationer, når Rashford ikke kommer med tilbage. Virkede som et fremmedlegeme i presspillet, ligesom han i offensiven var uinspireret.

Cristiano Ronaldo – 2

Dårlig præstation af verdensstjernen. Bidrager ikke med noget nævneværdigt til Manchester Uniteds spil i dag, og han brænder en gigantisk chance, da han afdribler Fraser Forster og efterfølgende sender en svag afslutning afsted.

Elanga og Lingard er uden for bedømmelse…

Forrige artikel

Tilfreds Hassenhüttl: Vi dominerede

Næste artikel

Shaw: Historien gentager sig igen

ANNONCE