Tirsdag kom det frem at Keane var ude efter de unge spillere i interviewet med Uniteds egen tv-station, men heller ikke Rio Ferdinand går ram forbi for Keanes vrede, skal man tro The Mirror. Keane kritiserer Rio for mere at tænke på løn end præstationerne på banen og beskylder generelt de ældre spillere for at have svigtet.
”Der bliver snakket meget om at lave om på det her i januar via indkøb. De yngre spillere er blevet svigtet af de rutinerede, som ikke fører an. De mangler udstråling og tror, at fordi de tjener 120.000 pund om ugen og spiller godt i 20 minutter mod Tottenham, er de superstjerner. Det synes som om, at man skal spille dårligt for at blive belønnet i denne klub, så det må jeg jo gøre, når jeg kommer tilbage,” siger Keane og fortsætter om lørdagens nederlag:
” Jeg er ikke overrasket over resultatet, et sådant et havde jeg faktisk forventet. Jeg er ked af at skulle sige det og folk er efterhånden nok også træt af, at skulle høre på mig. Holdet lod manageren og klubbens fans i stikken,” kritiserer den skadede anfører.