Den tidligere Manchester United-kaptajn plejer ikke at lægge fingre imellem, når han giver sit besyv på sin gamle klub, og i forbindelse med fyringen af David Moyes gør han ingen undtagelser.
Roy Keane kritiserede til aften Uniteds højt profilerede spillere, som han mener, bærer en stor del af ansvaret for den skuffende sæson.
– Nogle af spillerne burde skamme sig. De har virkelig svigtet ham (David Moyes, red.), sagde Keane på irske ITV.
– En syvendeplads i ligaen er skuffende, men David Moyes har brug for folk omkring ham, der støtter ham. Den support synes jeg ikke, han har haft. Specielt ikke fra hans spillere.
Keane har tidligere i denne sæson revset Uniteds spillere. Efter 2-0-nederlaget i Olympiakos udtalte ireren, at han var “rystet over den manglende kvalitet i truppen.”