Komfortabel United-sejr på The Hawthorns

Manchester United hentede tre vigtige point med en komfortabel 3-0-sejr over West Bromwich Albion.

Der manglede bestemt ikke pres på Manchester United, der har gået fra fiasko til fiasko i denne sæson, da de lørdag rejste sydpå, hvor West Bromwich Albion tog imod. Presset så dog ikke ud til at røre spillerne i dag, da de kunne rejse hjem med tre nemme point.

Kampen var et stykke tid om at komme i gang, og den første halve time dannede billedet for størstedelen af kampen. West Brom’s taktik var åbenlyst at forsvare og fange udeholdet på omstillinger. Manchester United var i kontrol, men begyndte først at skabe chancer efter en halv times tid.

Startskuddet til en i denne sæson sjældent god offensiv præstation fra Manchester United, lød da Adnan Januzaj fandt Rafael ved den bagerste stolpe. Det blev dog ikke gennembruddet for Manchester United, da Ben Foster løb på tværs af hele sin mållinje for at tippe Rafaels hovedstød op på egen overligger.

Gennembruddet kom dog kort efter, da netop Rafael vandt et frispark på kanten af feltet. Robin Van Persie stod for det og sendte et indlæg lige i panden på Phil Jones, der dirigerede bolden ind bag en denne gang chanceløs Ben Foster. 1-0.

Lige før pausen skete en af de ting, der nok var blevet diskuteret lidt mere, hvis Manchester United ikke havde vundet kampen. Juan Mata spillede en lang bold frem mod Robin Van Persie. Ben Foster kom dog ud fra sit mål for at cleare bolden. Og det gjorde han – med hånden – Men dommer Jonathan Moss sagde nej.

Kort efter pausen var det West Brom’s tur til at føle sig snydt. Robin Van Persie havde netop fået et gult kort, da der blev fløjtet for frispark, efter hollænderen havde hakket Youssuf Mulumbu ned. Det blev dog ikke til noget andet gult kort for hollænderen, der lignede en heldig mand. Gengivelserne viste dog, at Van Persie faktisk fik foden på bolden.

Efter en periode, hvor kampen åbnede op, og begge hold havde chancer, lukkede United kampen. Det skete efter et skarpt angreb, der blev afsluttet af Rooney. Rooney og Mata spillede et-to, sidstnævnte sendte den ud til Rafael, der kom i et overlap. Brasilianeren sendte et perfekt indlæg ind til Rooney, der var umarkeret. 2-0. Game over.

Men det var ikke nok. Pludselig spillede United i højt tempo og med skarpt pasningsspil. Det gav pote efter 82 minutter. Et hurtigt kombinationsspil mellem Rooney og Fellaini efterfulgt af en stikning fra Rooney sendte indskiftede Danny Welbeck fri i dybden. Den unge englænder var iskold foran mål og passerede Ben Foster uden problemer til 3-0.

Det var generelt en meget tilfredsstillende præstation fra Manchester United. West Brom truede aldrig for alvor, og det var kun da Van Persie spillede med et mørkeorangekort – hvis der er noget, der hedder det? – at man frygtede endnu et pointtab.

Tre mål, tre point, og lad os så bygge på det her!

Forrige artikel

WBA - Manchester United: Startopstillinger

Næste artikel

Jones glad for mål og sejr

ANNONCE