Den polske målmand Tomasz Kuszczak langer hårdt ud efter sin holdkammerat Edwin van der Sar for ikke at opfylde sin rolle som mentor.
Den 27-årige målmand kæmper til daglig med van der Sar og Ben Foster om målmandsposten på holdet og fortæller nu åbent om hans forhold til Edwin van der Sar.
“Hvis jeg skal være ærlig, så må jeg sige at Edwin ikke hjælper mig særlig meget. Jeg har bedt ham flere gange om at give mig flere gode råd, da han har mere erfaring og flere kampe under sig,” udtaler Kuszczak til MUTV ifølge Guardian.
“Jeg har bedt ham om at hjælpe mig, da jeg gerne vil vide, hvad jeg gør forkert. Jeg kan godt lide at nærstudere andre spillere, da jeg så kan forbedre mig. Men jeg ved ikke helt med Edwin. Måske kan han ikke lide mig, men det må I snakke med ham om,” siger Kuszczak.
Offentligheden får ellers ikke normalt indblik i de interne intriger på holdet, og Kuszczaks udtalelser kan meget vel gå hen og få konsekvenser for polakken, hvis man skal se på tidligere eksempler på offentlig kritik mellem holdkammeraterne. Her kan Roy Keanes afsked i 2005 nævnes som en væsentlig indikation om, at sådanne udtalelser ikke tolereres.