Lejesvendene: Rundens overblik

I en runde hvor Nick Powell igen scorede for Wigan, bringer vi her det fulde overblik over de udlejede spillere.

Talentet Nick Powell scorede sit femte sæsonmål, da han gjorde det til slutresultatet 2-1 for ”The Latics” mod Huddersfield Town. Og igen spillede han en rolle længere fremme i banen som hængende angriber. Wigan-manager, Owen Coyle, var efter kampen igen fuld af roser til lejesvenden.

– Det var et fantastisk mål, Nick lavede. Han er et stort talent, som jeg bestemt mener vil komme til at spille på det højeste niveau for både Manchester United og England, siger Coyle ifølge manutd.com.

I sin første optræden siden sin 30-dages udlejning, spillede venstrebacken Tyler Blackett alle 90 minutter for Blackpool, da de slog Nottingham Forest 1-0.

Også Ryan Tunnicliffe spillede hele kampen for Ipswich Town i en kamp mod Bolton, der endte 1-1. Jesse Lingard sad desværre ude med en knæskade, da Birmingham City tabte 0-1 til Charlton.

Marnick Vermijl spillede alle 90 minutter da hollandske NEC Nijmgen fik 2-2 mod FC Twente, mens Davide Petrucci ikke fik spilletid for Royal Antwerp i Belgien, i deres 1-1 kamp mod SV Roeselare.

Chilenske Angelo Henriquez, som United hentede sidste sommer, tabte med spanske Real Zaragoza på et sent mål 3-2 ude mod Eibar, i en kamp, hvor de ellers var blevet foræret to selvmål.

Reece James sad ude, da Carlisle United tabte 1-0 til Gillingham i League One. Sidste lejesvend i aktion denne runde var Bébé, der fik 80 minutter og et gult kort for Ferreira, da de spillede 0-0 mod Arouca i den portugusiske liga.

Forrige artikel

Store roser til angrebsduo

Næste artikel

Var det et hint, Chicharito?

ANNONCE