Lindegaard: United slår tilbage

Anders Lindegaard insisterer på, at Manchester United hurtigt vil komme over Champions League-skuffelsen, og det får Chelsea at føle i FA Cup-kvartfinalen.

Manchester United måtte lide et svidende nederlag i Champions League, da de røg ud af ottendedelsfinalerne til fordel for Real Madrid. Det slag skal de hurtigt rejse sig for, hvis ikke det også skal blive et exit af FA Cuppen i selvsamme uge. Det tror Anders Lindegaard dog på, at de kan.

– Vi skal svare igen. Jeg kan fornemme en vis målbevidsthed i truppen, der peger på, at der ikke er nogen tvivl om, hvem der vinder på søndag. Vi skal slå tilbage hurtigt og med fuld styrke, siger Anders Lindegaard til MUTV.

David de Gea har sat sig godt og grundigt på målmandsposten i Manchester United, og det behager naturligvis ikke danskeren, der vil kæmpe for mere spilletid.

– Selvfølgelig vil jeg kæmpe min chance. Hvis ikke burde jeg pakke mine ting og smutte. Sådan er det her i klubben – alle kæmper for pladserne på førsteholdet. Jeg vil have Davids plads. Sådan har det hele tiden været, når han har vundet den over mig. Det er ikke anderledes nu, end det var for et år siden.

Manchester United, med eller uden Anders Lindegaard på mål, tager imod Chelsea på Old Trafford søndag kl. 17:30 i FA Cuppen.

Forrige artikel

Sir Alex kritiserer dommerne

Næste artikel

Fergie vil nyde at sende Chelsea ud

ANNONCE