De fleste Manchester United-fans havde forventet, at fanfavoritten Alejandro Garnacho skulle være fast mand på Manchester Uniteds højrekant denne sæson. Det tyder dog på, at den ivorianske hurtigløber, Amad, er Erik ten Hags foretrukne kort på højrekanten.
Derfor planlægger klubben nu at tilbyde Amad en ny langvarig kontrakt i den nærmeste fremtid. Det skriver Manchester Evening News.
Den 22-årige spiller er i det sidste år af sin nuværende kontrakt, men klubben har mulighed for at forlænge den med et år, så kontrakten gælder til 2026. Hvis en forlængelse ikke er på plads før årsskiftet, vil Manchester United udnytte muligheden for at forhindre Amad i at forhandle med andre klubber i januar.
Amad har startet i syv af de seneste ni kampe og blev også kåret som månedens spiller i august. Han har også udtrykt ønske om at tilbringe resten af sin karriere i United.
– Ja, hvorfor ikke? Jeg er meget glad her. Jeg tror, alle er tilfredse med mig, fordi jeg smiler til alle og bringer god energi. Hvorfor ikke blive her hele mit liv?, udtalte Amad for nylig, da han blev spurgt om sin fremtid i Manchester United.