Foto: Poppy Townson – (Getty Images)
Harry Maguire var en glad mand, da han efter Manchester Uniteds dramatiske 2-1-sejr over Liverpool satte ord på, hvad øjeblikket betød for ham og klubben. “Det betyder alt” sagde han efter slutfløjtet – en sætning, der i sin enkelhed opsummerede både lettelsen, stoltheden og følelsen af forløsning efter mange års frustration på Anfield.
Maguire forklarede, at kampen vejede særlig tungt, netop fordi Liverpool i flere år har haft overtaget. “Liverpool har været os overlegne i flere år, så derfor føles denne sejr ekstra godt” sagde han, mens han understregede, hvor meget det har naget ham personligt at rejse til Anfield gang på gang uden at kunne tage sejren med hjem. “Jeg har været i klubben i syv år nu, og at komme herfra hver gang uden en sejr har været hårdt. Derfor er sejren speciel.”
Maguire talte også om betydningen for fansene. Han anerkendte, at United-tilhængerne har haft for få øjeblikke at fejre de seneste år, og at spillerne skylder dem oplevelser som denne. “Denne sejr er for fansne,” sagde han, og understregede dermed, at triumfen på Anfield handlede om at give noget tilbage til supporterne.
Interviewet bar tydeligt præg af, at selvom Manchester United havde taget en stor skalp med sejren over ærkerivalerne, er det langt fra nok til at tilfredsstille klubbens fans på den lange bane. En enkelt triumf ændrer ikke alt, og der skal flere præstationer af samme kaliber til, før stemningen omkring holdet for alvor vender.
Det var også et budskab, som Harry Maguire selv lagde vægt på efter kampen. “Det er en sejr, vi skal bygge videre på. Vi har Brighton på hjemmebane næste lørdag, hvor vi skal vise samme gejst og vilje som i aften – ellers kan vi ikke bruge sejren til noget,” sagde han. Ordene vidner om en mand, der ikke lod sig rive med af øjeblikkets eufori, men som forstod, at én sejr ikke gør en sæson – og at det først er gennem kontinuitet, holdet for alvor kan genskabe respekten og troen.