Maguire til Aston Villa?

Harry Maguire er den seneste tid blevet rygtet væk fra Manchester United. Søndag blev han spottet på en restaurant udenfor Birmingham, hvilket fik flere på sociale medier til at spekulere i et skifte til Aston Villa.

Søndag blev Harry Maguire sat i forbindelse med et skifte til Aston Villa, da han blev spottet på en restaurant i byen Lichfield, der ligger udenfor Birmingham.

Rygtet spredte sig Twitter, hvor der blev delt et billede af forsvareren, der angiveligt var sammen med sin agent. Det er dog ikke bekræftet, hvorvidt hans agent var en del af det selskab, United-spilleren var i.

Maguires besøg i Lichfield, der ligger en 20-30 minutters køretur fra Villas træningsanlæg, blev bekræftet i et opslag fra Le Reve Bar.

Rygterne fik den troværdige transferjournalist Fabrizio Romano til tasterne. Søndag skrev han på Twitter, at der ingen forhandlinger er mellem Manchester United og Aston Villa, og at Maguire forventes at blive på Old Trafford.

I november skrev troværdige The Guardian, at United ønsker at sælge den engelske forsvarer, men at det først bliver til sommer.

Den engelske landsholdsspiller er i den seneste tid blevet rygtet væk fra United, efter at han har mistet sin plads i startopstillingen i denne sæson. Rygterne er taget til efter VM, hvor manager Erik ten Hag har prioriteret at bruge venstrebacken Luke Shaw fremfor Maguire i midterforsvaret. Det skete senest i fredagens kamp mod Everton.

United-legenden Rio Ferdinand, der arbejder som fodboldekspert for tv-kanalen BT Sport, sagde nytårsaftensdag, at Maguire bør kigge efter en ny klub, hvis han ønsker at spille fast igen.

29-årige Harry Maguire har i denne sæson spillet 13 kampe for de røde djævle i alle turneringer, hvoraf kun seks af dem har været fra start.

 

Forrige artikel

Ny dato for kamp mod Crystal Palace

Næste artikel

Besiktas: Det er vores beslutning

ANNONCE