Manchester United taber til Bayern München i sidste test

Manchester United tabte søndag aften med 1-0 til Bayern München. Det var sidste testkamp inden Premier League sæsonen skydes i gang på fredag.

Manchester United startede i den, på papiret, hidtil stærkeste opstilling denne sommer. Netop tilbagevendte Lindelöf og Rashford trådte direkte ind i startopstillingen i en kamp, hvor også Bayern München stillede i noget nær stærkest mulige forfatning. Der var derfor allerede fra start lagt op til en seværdig kamp på Allianz Arena. Sanchez, som har set god ud denne pre-season, blev belønnet for sine seneste ugers slid ved at bære anførerbindet fra kampens start. Udover dette var det også bemærkelsesværdigt, at Rashford bar rygnummer 10 i dagens kamp. Noget tyder altså på, at han i denne sæson skal overtage det nummer, der senest har været båret af Ibrahimovic.

Bayern dominerer første halvleg

Kampen startede i et fint tempo, hvor United prøvede at lægge et højt pres for at stresse hjemmeholdet. Dette medvirkede, at spillet bølgede en del frem og tilbage, hvorved begge hold fik nogle gode muligheder for at blive farlige.  

Efter 6 minutters spil udnyttede Bayern noget af den plads til at omsætte en god chance fra højre side af banen. Her fik Kimmich en bold dybt i banen fra Robben, hvorefter han spillede en fremadstormende Thiago skråt tilbage i banen. Thiago formåede at holde sit skud nede, og de Gea blev tvunget ud i en stærk redning.

Herefter begyndte United at lægge sig længere ned på banen. Bayern sad mest på bolden, mens United lurede på omstillingerne.

Ingen af holdene formåede at blive rigtigt farlige efter Thiagos tidlige chance. Rashford truede en del dybt, men havde ikke det fornødne held til at bryde igennem. United-forsvaret stod til gengæld klogt på banen, og tillod kun chancer ved skud udefra. Dette var også tilfældet, da Gnabry affyrede et resolut skud efter 17 minutter. Han tvang de Gea ud i strakt arm. Spanieren lignede generelt en spiller, som ønskede at revanchere et mindre succesfuldt VM.

Hjemmeholdet så i løbet af første halvleg stærke ud, og United hang langt efter de små, hurtige og kloge Bayern spillere, som førte bolden rundt efter behag. Bayerns gode boldomgang resulterede i, at United mest koncentrerede sig om at forsvare. Dette gjorde de til gengæld også godt.

Efter 39 minutter blev de Gea endnu engang tvunget ud i en god redning. Lidt utraditionelt var det midterforsvareren fra Bayern, Süle, som havde bevæget sig fremad. Her sparkede han udefra, hvorefter bolden blev rettet af to gange, før de Gea i en refleksredning greb bolden.

United havde generelt problemer, når de selv havde bolden og skulle føre den frem. Dette blev udstillet efter 42 minutter, hvor en række dårlige afleveringer medvirkede, at Ribery kom helt fri foran mål. Ribery kiksede dog, og sparkede, til Uniteds held, hul i luften fremfor i netmaskerne.

Holdene kunne gå til pause ved stillingen 0-0. Mourinho kunne notere, at hans hold stod fint defensivt mod et af Europas stærkeste mandskaber, men at hans hold ikke havde produceret noget nær en eneste farlig målchance i den anden ende.

United uden et skud på mål

United startede anden halvleg med de samme 11 spillere på banen. Bailly fik dog en lille skade kort inde i anden halvleg, hvorefter Mourinho hurtigt besluttede sig for at erstatte ham med Smalling. Sandsynligvis en klog beslutning taget Baillys skadeshistorik i betragtning.

Bayern fortsatte med at være farligst. Indskiftede Goretzka var efter 53 minutter tæt på at omsætte et hjørnespark til 1-0.

Bayern skiftede mere og mere ud i løbet af anden halvleg, hvorimod United kørte videre med det samme hold. Om det var de friske kræfter, der udgjorde forskellen, er uvist, men Bayern scorede i det 59.minut til 1-0. Thiago sendte et skarpt hjørnespark ind til Martinez, som sikkert headede bolden i mål. Her så United-forsvaret, og tilmed de Gea, en smule passive ud.

Mourinho reagerede prompte på Bayerns mål. Ind kom McTominay i stedet for Mata, Fosu-Mensah fremfor Rashford, og Jones erstattede Darmian.

United havde efter 75 minutters spil fortsat ikke haft et eneste skud på mål. Bayern fortsatte i kontrollerende stil med at føre bolden frem og tilbage og trætte United-mandskabet.

Mourinho skiftede endnu engang ud i det 77.minut. Grant erstattede de Gea, og Chong kom ind i stedet for Fred. Herefter kom også Garner ind i stedet for Herrera, Tuanzebe erstattede Lindelöf, og Mitchell byttede med Shaw.

Til sidst i kampen var Bayern i flere omgange tæt på at lukke kampen. Der blev mere og mere plads nede i United-forsvaret, og det var tydeligt, at flere af de rutinerede kræfter var blevet skiftet ud. I det 87.minut fik Bayern endda et mål underkendt. Boateng sendte en fantastisk bold dybt bag Mitchell, hvor Robben first-timede bolden i nettet bag Grant. Heldigvis for United, blev målet underkendt for offside.

United tabte kampen 1-0 til de tyske mestre, som så rigtig gode ud. Mourinhos mandskab forlod kampen uden et eneste skud indenfor tyskernes målramme. Forhåbentligt bliver dette anderledes på fredag.  

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Rashford har fået nummer 10

Næste artikel

Spillerkarakterer: Ikke mange lyspunkter

ANNONCE