Martínez droppede Arsenal for United: – Hvis du vil have mig, så kommer jeg

Erik ten Hag afslører, at Lisandro Martínez var på vej til Arsenal, men blev overbevist af hollænderen om at tage til Manchester United i stedet.

I sommer var Arsenal ivrige efter at hente Lisandro Martínez i Ajax, som kastede adskillige bud af sig. Alligevel bragte Manchester United sig på banen, og så blev det lynhurtigt klart, at det var der, den nyslåede verdensmester skulle slå sine folder fremadrettet.

Og ifølge Manchester Uniteds manager og tidligere Ajax-kollega med netop Martínez, Erik ten Hag, var det ham, der var tungen på vægtskålen.

– Hvis vi ikke havde hentet ham, var han taget til Arsenal. Han var deres topprioritet. Men Licha (Martínez, red.) ringede til mig, og sagde: “Chef, hør, jeg forlader Ajax alligevel. Jeg kan tage til Arsenal, men hvis du vil have mig, kommer jeg til United, sagde Ten Hag til Voetbal International.

– Og jeg ville ikke misse muligheden for at hente ham. For han var ikke blevet i Ajax, det var udelukket. Så vi slog til, og det lykkedes heldigvis.

Lisandro Martínez har været en af Ten Hags bedste spillere siden skiftet, hvor han har spillet 21 kampe som fast mand i denne sæson.

Forrige artikel

Ten Hag: Wan-Bissaka gjorde det fantastisk

Næste artikel

Serie: Historien om 7-tallet – Bryan Robson

ANNONCE