Mata matchvinder i spinkel sejr over Norwich

Det holdt hårdt, men Juan Mata sikrede United de tre point i en spinkel 1-0-sejr på Carrow Road, og dermed sætter United maksimalt pres på Manchester City og Arsenal, der imorgen møder hinanden.

Begge hold havde stadigvæk alt at spille for i hver sin ende af tabellen i dagens kamp. Norwich kæmper en desperat kamp for at undgå nedrykning, og kunne med en sejr hoppe forbi Newcastle og op på 17. pladsen.

For Manchester United gjaldt også kun en sejr, hvis håbet om Champions League-deltagelse næste sæson skulle holdes i live. 

United blev nødt til at ændre startopstillingen i sidste øjeblik, da Anthony Martial måtte udgå med en forstrækning i låret under opvarmningen. Han blev erstattet af Herrera, der tog plads ved siden af Juan Mata, mens Rooney røg op på toppen.

Kampens indledende minutter viste tydeligt at Norwich ikke havde tænkt sig at stille sig tilfreds med det ene point. De spillede friskt til på et solbeskinnet Carrow Road, og kom tæt på United-målet et par gange.

Martin var tæt på at bringe værterne foran, da han kom forrest på et hjørnespark, men Rooney var vågen og fik den clearet ud af farezonen. Lige efter havde Jerome et godt forsøg på hovedstød, men De Gea fik med en flot parade igen vist, hvorfor han er på årets hold i Premier League for tredje gang. 

Herefter kom United lidt mere med i kampen, og fik etableret spillet på midtbanen. Mata var tæt på at komme alene igennem til en afslutning efter et indlæg fra Rooney. Norwich-forsvaret fik den dog sparket væk før spanieren kunne få afsluttet. 

United måtte bruge deres første indskiftning allerede efter et kvarters spilletid, da Darmian fik et slag, og måtte lade sig udskifte til fordel for Borthwick-Jackson, der erstattede ham på pladsen som venstre back. 

Herefter bølgede spillet frem og tilbage, uden at nogen af holdene virkede farlige foran mål. Norwich brød igennem på kanterne et par gange og lagde et højt pres på Uniteds banehalvdel, når de ikke havde bolden. Men United-forsvaret, der idag var uden Daley Blind, virkede til at have styr på sagerne. Spillemæssigt havde United et lille overtag, men fik ikke spillet sig frem til det helt store.

I kampens 29. minut havde Chris Smalling en oplagt chance for at score sit første mål i sæsonen og bringe United foran, de han kom højest i feltet på et hjørnespark fra Mata. Han headede den dog over mål, og Norwich-keeper Ruddy havde generelt ikke meget at se til i første halveg. 

United fik lagt spillet mere op på Norwich’s banehalvdel, men manglede i den grad fart og kreativitet i spillet. Rooney havde kun 12 berøringer i første halvleg, og Memphis, der ellers er et sjældent syn i startopstillingen, gjorde heller ikke det store væsen af sig på venstrekanten. 

Norwich havde ingen problemer med at stoppe Uniteds spil, og i den anden ende havde De Gea så godt som ingenting at lave i United-målet. Måltavlen viste derfor 0-0, da spillerne gik til pause.

Anden halvleg

United lagde væsentligt mere tempofyldt ud i anden halvleg, og fik med det samme lagt et pres højt oppe på Norwich’s banehalvdel. Herrera havde en kvalificeret mulighed efter få minutters spil, da han flugtede et indlæg fra Mata i sidenettet.

Med 74% procent af boldbesiddelsen stod der United på det hele, men igen savnede de fart og kreativt i spillet, før det for alvor blev farligt, og Ruddy blev ikke sat gevaldigt på prøve i Norwich-målet.

Som halvlegen skred frem, kom Norwich bedre med, og kom til et par farlige chancer. Borthwick-Jackson fik ikke clearet bolden ordentligt, og den havnede for fødderne af O’neil, som dog skød bolden over mål.

I minutterne efter havde Mbokani en god chance, da han upresset kunne heade bolden mod mål på et indlæg. Han mistimede dog sit forsøg, og De Gea kunne let samle bolden op. 

Det var absolut ikke Uniteds bedste kamp i sæsonen, men efter 75. minutters spil kom forløsningen. En ellers totalt anonym Rooney kom igennem norwich-forsvaret efter at Bassong ikke fik sat sit hoved på et tidligt indlæg fra Mata.

I stedet for selv at afslutte vendte Rooney rundt om sig selv og fandt en fremadstormende Mata i højre side, der let kunne sparke bolden ind bag Ruddy. 1-0 til United og vild jubel blandt de tilrejsende fans. 

 

Norwich havde forud for kampen ikke scoret i deres tre sidste kampe, og de havde heller ikke noget modsvar til Uniteds føringsmål. De lagde et højt pres på Uniteds banehalvdel, uden for alvor at spille sig frem til målchancer. 

Til gengæld burde Schneiderlin have lukket kampen med 2-0 til United, da han mod slutningen kom alene igennem, men sparkede bolden fladt forbi Norwich-målet. Også Memphis havde et særdeles nærgående forsøg på et frispark, der lige nøjagtig sneg sig forbi den forkerte side af stolpen. 

United spillede klogt og satte ikke sin føring over styr, og De Gea blev aldrig testet for alvor i United-målet. 

Kampen ender 1-0, og dermed får United sat maksimalt pres på Manchester City og Arsenal, der møder hinanden imorgen, mens det begynder at se svært ud for Norwich, der stadigvæk befinder sig under stregen med kun to kampe igen.  

Den 12. maj kommer den nye udebanetrøje – Forudbestil den her

Klik her og følg med i sommerens lanceringer af Manchester Uniteds trøjer.

Forrige artikel

Startopstillingen mod Norwich

Næste artikel

Van Gaal: Sejr sætter pres på City

ANNONCE