Matthijs de Ligt: – Denne kamp passede os perfekt

Matthijs de Ligt blev fanget af Viaplay-studiet efter kampen, hvor han blandt andre havde selskab af Jaap Stam, Fredrik Ljungberg og Peter Schmeichel. Her er hans udtalelser fra interviewet med spørgsmål stillet af de tre fodboldlegender.

Foto: Liverpool FC/Liverpool FC via Getty Images

Manchester United har vundet på Anfield for første gang siden januar 2016. Klubben har også vundet to kampe i træk for første gang under Rúben Amorim. Og så har man fået sin første sejr på en engelsk udebane siden marts.

Da Matthijs de Ligt kom hen til Viaplay-studiet efter kampen, blev han mødt af Peter Schmeichel, der roste ham og United-holdet for den indstilling, de havde haft og den kontrol, de havde vist efter flere rutsjebaneoplevelser som fan af klubben.

– I denne sæson har vi i flere kampe vist, at vi kan spille rigtig godt, svarer Matthijs de Ligt.

– Forskellen har ofte været dét med at omsætte vores chancer til mål. I dag scorede vi på vores første chance og startede derfor rigtig godt.

– Liverpool overraskede os nogle gange med Mac Allister i venstresiden, så jeg kom i undertal mod ham og Gakpo, men det løste vi ret godt. Omvendt viste de selv nogle svagheder bag deres backs, og det fik vi udnyttet på bedste vis.

Viser karakter

Matthijs de Ligt blev herefter spurgt, hvor meget det viser om holdets karakter, at de formåede at komme tilbage og sikre sejren mindre end 10 minutter efter hjemmeholdets udligning.

– Det er den ånd, vi har. Det viste vi også sidste sæson mod Lyon, siger Matthijs de Ligt.

– Det eneste vi kan kritisere, er at når vi kan spille, som vi gjorde i dag, så burde vi også have været i stand til at gøre det mod Brentford og andre hold, som vi burde have vundet over.

– Men det er en anden type kamp. Vi spiller flere lange bolde, vi går efter andenboldene og har meget styrke i luften. De kunne ikke presse os, når vi spillede lange bolde, og vi fik omstillinger og havde meget fart oppe foran.

– Denne kamp passede os perfekt, og det var lidt det samme sidste år. Mod Brentford var det mere op til os at skabe kampen, og det lykkedes vi ikke med. Det er noget, vi skal arbejde på.

Overlevelse

Med en pauseføring på 1-0 blev Matthijs de Ligt spurgt, hvordan forberedelsen var i pausen. Hvad tænkte de? Hvad talte de om?

– På Anfield, især når man fører, ved man de vil presse helt vildt i anden halvleg, med fansene i ryggen, siger Matthijs de Ligt.

– Vi sagde til hinanden, at det handlede om at overleve de første 5-10 minutter, og vi gjorde det godt frem til udligningen. De havde chancer, men scorede ikke, så vi blev i kampen, og det var det vigtigste. Til sidst var det vores erfaring og kvalitet, der gjorde forskellen.

Den tidligere Arsenal-spiller Fredrik Ljungberg pointerede herefter, at han følte, at United-forsvaret havde set komfortable ud, mens de til sidst forsvarede dybt.

– Personligt, som forsvarsspiller, føler jeg mig ikke spor komfortabel i feltet. Jeg foretrækker at stå højt og forsvare, siger Matthijs de Ligt.

– Men fodbold er et spil, der bliver afgjort i de to felter, og i dag blokerede vi en masse skud og afviste en masse indlæg. Så det løste vi godt i dag.

Du kan se hele interviewet i videoen her:

Skriv et svar
Forrige artikel

Karakterbogen: Maguire sætter kronen på værket i solid præstation

Næste artikel

Maguire: Det betyder alt

ANNONCE