May: Van Gaal i granatchok

Louis van Gaal bør være rystet over den indsats, de rutinerede kræfter lagde for dagen mod MK Dons. Det mener den tidligere United-spiller David May.

Kritikken hagler ned over Manchester United, dagen efter den kriseramte storklub tabte 4-0 til MK Dons i Capital One Cuppen. 

Det til trods for at Louis van Gaal bl.a. havde givet Anderson, Danny Welbeck, Shinji Kagawa og Javier Hernandez chancen fra start. Ifølge den tidligere United-forsvarer David May bærer de rutinerede kræfter en stor del af skylden for fadæsen. 

– MK Dons var helt fantastiske fra start til slut. De var oppe i Uniteds ansigter, og det kunne de ikke leve med. Når man har landsholdsspillere, der lægger sådan en indsats for dagen, er det bare ikke godt nok. Men for at være fair over for MK Dons, fortjente de det hele, siger May til Sky Sports. 

Louis van Gaal udtrykte efter kampen skuffelse over resultatet, men insisterede på, at det var et ungt hold, han stillede med.

Tager tid 

Alligevel tror David May, at uroen ulmer under overfladen hos den 63-årige hollænder. 

– Jeg tror, at van Gaal vil være en smule i granatchok efter det, fordi de blev slået så overbevisende, forklarer May, der dog er enig med van Gaal i, at det vil tage tid at vende skuden. 

– Der foreligger en masse arbejde. Og det bliver ikke fikset på en måned. Det kommer til at tage tid, og vi skal holde fast i den filosofi, han taler om. 

United har skilt sig af med en håndfuld spillere siden sidste sæson. Van Gaal har flere gange slået fast, at han har skullet danne sig et indtryk af truppen, før der kommer gang i svingdøren. 

Ifølge May kan gårsdagens kamp meget vel være den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over for visse spillere. 

– Man skal se på de rutinerede spillere. To unge knægte fik debut (Saidy Janko og Reece James, red.), og man bør anerkende dem, for de gjorde deres bedste. James Wilson kom på banen, og jeg mener, han var et af højdepunkterne. 

– Det er de andre spillere, der skal træde i karakter. Det bekymrende er, at de ikke gjorde det. Louis van Gaal vil have lært en helvedes masse, ikke bare fra de unge spillere, men også fra de rutinerede, der var på banen, siger May. 

Manchester United møder Burnley på lørdag klokken 13:45. 

 

Forrige artikel

Avis: Vidal nærmer sig United

Næste artikel

Ajax åbner op for Blind-salg

ANNONCE