Ravel Morrison bliver beskrevet som en af de mest lovende fodboldspillere på Manchester Uniteds ungdomshold, men uden for banen har Morrison problemer med at opføre sig ordentligt.
Nu er han igen kommet i politiets søgelys i en sag om chikane. Det skriver The Guardian.
Morrison har i forvejen en betinget dom på 12 måneder for tidligere sager. Bliver han kendt skyldig i de nye anklager, kan han ende med at få et års fængsel.
Ifølge The Guardian blev der dog ikke rejst anklage mod Ravel Morrison i første omgang, og han er ikke blevet anholdt. I stedet fik han lov at forlade politistationen i Swinton efter afhøringen tirsdag morgen.
Den nye sag drejer sig om en klage fra familien til en teenager, der har været udsat for røveri af to af Morrisons venner. Den unge mand vidnede mod de to i sagen sidste år, og Morrison skulle altså have chikaneret ham for at gøre netop det.
I januar i år erkendte Morrison sig skyldig i at chikanere samme vidne. Her havde han over to dage forsøgt at afskrække teenageren fra at stille op og vidne i retten.
Vidnet skulle ifølge familien være så pårørt af både røveriet og de efterfølgende episoder med Morrison, at de overvejer at flytte fra Manchester.
Morrison er tidligere blevet idømt behandling hos en parterapeut efter anklager fra hans kæreste om, at han skulle have overfaldet hende. De anklager blev dog droppet, fordi kæresten ikke ville aflevere beviser til politiet.