Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Manchester Uniteds fodbolddirektør, Jason Wilcox, blev genstand for megen kritik, da han var manden bag fyringen af Rúben Amorim i starten af januar.
Siden fik han dog genvundet en hel del goodwill, da han ansatte Michael Carrick – først på midlertidig basis og siden på permanent vis efter et ganske overbevisende forår.
Nu skal den store lakmustest så stå. Og jeg er spændt på, hvordan han håndterer den position, han har sat sig selv og Manchester United i.
Første ud af tre
Manchester United står nemlig foran en gedigen midtbanekrise.
Man var i forvejen tyndt besat på midten, men med Casemiro på vej til Inter Miami og efter Manuel Ugartes skrækskade mangler man intet mindre end tre spillere på midten.
Første mand er allerede sikret i Atalantas brasilianer Ederson. Han kommer til at gennemgå sit lægetjek, når Brasilien er færdig med VM. Han kommer til at koste i omegnen af 39 millioner pund.
Men det er ikke nok. Manchester United mangler intet mindre end tre midtbanespillere.
Undgik en bommert
Jeg er helt med på, at Elliot Anderson er en fremragende fodboldspiller.
Han er Premier League-proven – og det har vist sig vigtigt – og er også stensikker mand på Thomas Tuchels VM-hold for England.
Men han er altså ikke 116 millioner pund – over 130 mio i bonusser – værd.
Man kan dog lave et argument for, at han er den bedste på markedet, hvis nu man skulle bruge én enkelt midtbanespiller. Og det skulle Manchester City. Ham har de fået nu.
Hvad værre er Mateus Fernandes, som netop er meldt som done deal på vej til Tottenham til en vild pris på 85 millioner pund. Det er altså en mand, der spillede for en nedrykker, der mangler penge til et kommende år i Championship.
Heller ikke han er 85 millioner pund værd. Ikke efter min mening.
Set i dét lys har Jason Wilcox efter min mening gjort klogt i at have is i maven. Men det kan også blive for meget af det gode.
Hvad nu?
For selv om jeg helt bestemt mener, at både Manchester City og særligt Tottenham har overbetalt for deres nye midtbanespillere, så har de trods alt fået nogle af de bedste på markedet, mens Manchester United står stort set tomhændede tilbage.
Der er ingen tvivl om, at Anderson og Fernandes var blandt de spillere, der var allerhøjest på ønskelisten, og skal man have dygtige spillere, så skal man altså også være villig til at hoste op for at få dem. Det har Manchester United endnu ikke gjort.
Samtidig står de med et gigantisk hul på midtbanen, der skal fyldes ud. Og det skal gøres inden Premier League-starten om en god måneds tid.
Nu lader opmærksomheden til at være skiftet mod Bournemouths Alex Scott. Det er en spiller, jeg nyder at se, men Bournemouth kræver angiveligt 80 millioner pund for ham, og så er meget af midtbanebudgettet jo brugt.
Vi kan nok også godt regne med, at Frankrigs krumtap Aurelien Tchouaméni kommer til at koste noget i dén boldgade, men det største spørgsmål er nok nærmere, om han vil væk fra Real Madrid og nok også et skridt ned i løn.
Og hvad blev der er Carlos Baleba-sagaen? Camerouneren opstod som et svedigt rygte i slutningen af transfervinduet i fjor, men det lod til at være en anelse for tidligt og ikke mindst dyrt. Nu har han haft en skamfuld sæson i Brighton, men sydenglænderne kræver angiveligt stadig en hel masse penge for ham.
Imidlertid er Dortmunds Felix Nmecha røget ind på radaren efter en flot slutrunde, men de dygtige tyske købmænd kræver angiveligt næsten lige så mange penge for ham, som Nottingham Forest krævede for Anderson. Det kan du formentlig godt forestille dig, hvad jeg har af holdninger til.
Pointen er, at alternativerne er ved at svinde ind. Samtidig ved de sælgende klubber udmærket godt, at Manchester United er blevet lige så desperate som en svedig fyr på et provinsdiskotek klokken 4:30.
Spørgsmålet er, om Jason Wilcox har været for passiv, eller om han har styr på sine muligheder og gjort sin due diligence.
Vi finder snart ud af det. Men det er i hvert fald nu, at du skal vise, hvad du er lavet af, Jason.