Da Paul Scholes spillede, var han stort set aldrig i medierne med interviews eller lignende. Men siden karrierestoppet, har han ernæret sig som ekspert for blandt andet BT Sport, hvor han ofte kommer med opsigtsvækkende kommentarer. Der bliver i hvert fald aldrig lagt fingre imellem, heller ikke når det gælder hans tidligere klub United.
Efter den skuffende kamp mod Southampton der endte i en nulløsning, kritiserede Scholes således United-anfører Paul Pogba, som han slet ikke mente var i nærheden af at tage det ansvar på banen som man så i Juventus-tiden.
– United savner en spiller, der får holdet til at klikke. Jeg så en del til Pogba da han var i Juventus, her løb han meget, arbejdede hårdt, tacklede, scorede. Pirlo var manden som styrede holdet, og den rolle har Pogba fået i United. Det er bare ikke hans bedste rolle.
– Han ligner ikke en som er i topform, som da han var i Juventus. Jeg ved ikke om han passer godt nok på sig selv og træner hårdt nok, lød det således fra Scholes.
Det fik Jose Mourinho op i det røde felt, og efter Everton-kampen, hvor Pogba spillede glimrende og lagde op til Martials scoring til 0-1, var Mourinho da også ude med riven efter Scholes.
– Det eneste Paul Scholes gør er at kritisere. Han kommenterer ikke ting, han er bare kritisk. Han var en fænomenal spiller, men er ikke nogen god ekspert. Jeg foretrækker at se på ham som den fantastiske spiller han var, fremfor den ekspert han er i dag.
– Det er ikke Pogbas skyld, at han tjener meget mere end Scholes gjorde. Sådan er fodbolden. Skulle Scholes en dag bestemme sig for at blive manager, håber jeg han kan nå bare 25% af det jeg har opnået, for så vil han være en succes. Scholes gav denne klub en masse, og den er bygget på spillere som ham, lød det efter gårsdagens kamp fra Mourinho.
Med til sagen skal det siges, at Pogba netop i går spillede i den position som Paul Scholes ønskede at se ham i, så måske Mourinho alligevel lyttede en smule til den tidligere United-spiller.