Mourinho: Vi fortjente sejren

José Mourinho er glad for holdets præstation og for at være nået videre til fjerde runde af EFL Cup’en. Sejren var fuldt fortjent, siger han.

United sejrede til aften 1-3 på Sixfields Stadium over Northampton Town, og er dermed videre til fjerde runde af EFL Cup, den mindste af de to engelske cupturneringer. 

En tiltrængt sejr, både for United og for José Mourinho, som ikke siden 2006 har prøvet at tabe tre kampe i streg. 

Holdets portugisiske manager var da også glad for sejren, og for at være nået videre i turneringen. Sejren var fuldt fortjent, siger han til Sky Sports efter kampen.

– Vi fortjente det. Det blev, som jeg havde forventet. Vi var i total kontrol i de første 35 minutter, og igen i de sidste 25 minutter.

– Som hold havde vi kontrol over tingene fra start. Kampen kunne og burde have været nemmere, fordi normalt er det lettere at spille mod 10 mand, og det skulle vi have gjort, siger Mourinho med reference til en situation, hvor Memphis blev udsat for en hård tackling, der godt kunne have udløst et rødt kort til Northamptons McCourt.

– De prøvede at gøre det svært for os, og det lykkedes også til tider, så det var en svær kamp, men i store træk var det en god præstation.

Mourinho roser især midtbanen, hvor Michael Carrick og Morgan Schneiderlin fik chancen fra start.

– Jeg vil ikke individualisere for meget, men jeg synes, han (Carrick, red.) gjorde det godt, og midtbanen kontrollerede spillet virkelig godt. Jeg synes det var en god holdindsats.

Næste gang United skal i aktion er på lørdag, hvor Kasper Schmeichel og de engelske mestre fra Leicester lægger vejen forbi Old Trafford. 
 

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

EFL cup: United skal møde City!

Næste artikel

Carrick: Vi gjorde det svært for os selv

ANNONCE