Moyes: Småfejl blev afgørende

David Moyes mener ikke, United var langt fra at nå semifinalen trods 1-3-nederlag mod Bayern München.

Manchester United har generelt klaret sig bedre europæisk end hjemligt i denne sæson, men onsdag nåede United endestationen i Champions League med 1-3-nederlag til Bayern München.

United var foran et kort øjeblik, og det ærgrer David Moyes, at marginalerne ikke faldt ud til engelsk fordel.

– Det gik galt 30 sekunder efter, vi scorede. Som drengespiller får du at vide, at du aldrig må indkassere mål lige efter en scoring. De vadede direkte op og scorede, og efterfølgende skulle vi bruge 10 minutter på at finde os selv igen.

– Der er ikke meget at udsætte på spillernes præstation i aften. Vi spillede godt, men et par småfejl kom til at koste os kampen. Jeg synes stadig, vi havde gode muligheder ved 2-1. Vi var på intet tidspunkt ude af kampen og vi havde hele tiden chancen. Det tredje mål var en smule uheldigt, siger Moyes til Sky Sports.

Den hårdt kritiserede skotte håber at føre United tilbage til Champions League i første hug.

– Det er skuffende ikke længere at spille Champions League. Nu er vores fokus rettet mod at komme tilbage i turneringen. Det er en fantastisk turnering, som vi nyder at være en del af. Nu vil jeg sammensætte hold med det mål for øje at få os tilbage i Champions League.

United har deltaget i Europas fornemmeste klubturnering 18 sæsoner i træk.

Forrige artikel

Skuffet Carrick: Greb ikke chancen

Næste artikel

Moyes: Transfermål vil gerne til United

ANNONCE