Moyes: Vidste det ikke ville være let

David Moyes var godt klar over, at det ikke ville være nemt at efterfølge Sir Alex Ferguson. Han er dog tilfreds med holdets præstationer – bortset fra City-kampen.

Det er vel svært at pege på en sværere mand at efterfølge end Sir Alex Ferguson. Den skotske legende blev om nogen synonym med Manchester Uniteds overvældende succes de sidste to årtier, så det er en vanskelig opgave, David Moyes har foran sig.

Han var dog udmærket klar over på forhånd, at det ville blive noget af en udfordring at løfte arven efter engelsk fodbolds mest vindende manager.

– Hvis folk troede, det ville være nemt og gå glat efter Sir Alex… Jeg tror aldrig, det ville være tilfældet. Det ville altid være svært at efterfølge sådan en stor manager med et stort hold, siger han til klubbens hjemmeside. 

– Jeg tror, at folk med rigtig fodboldviden vil vide, at der skal ske nogle ændringer. Det sker ikke bare med et slag. Det kommer til at tage tid. Det er, derfor Manchester Uniteds bestyrelse indså, at opgaven er en langsigtet en af slagsen, ikke en kortsigtet.

Moyes kom som bekendt fra et job i Everton, hvor presset og forventningerne åbenlyst er noget helt andet end i United. Derfor skal han omstille sig til livet i en af verdens største klubber, og selvom han forsøgte at forberede sig, kommer det ikke bare af sig selv.

– Denne klub er noget for sig selv. Det er et fantastisk sted at arbejde med gode spillere. Man prøver at forberede sig, men man ved aldrig helt, hvad man får. Men jeg har ikke været skuffet med, hvad jeg har set, det er helt sikkert. 

United har fået en del kritik for spillet i starten af sæsonen. Kønsløst og udynamisk boldflytteri, siger kritikerne, men David Moyes er ikke så utilfreds. Holdet har gjort det fint, hvis man ser bort fra City-kampen i søndags.

– Jeg har virkelig nydt arbejdet. Det har været en svær periode, men jeg synes, vi har gjort det OK. Med undtagelse af den sidste kamp har jeg været ganske tilfreds med, hvordan vi har spillet.

I morgen har Moyes og holdet så endnu en chance for at bygge på det nye samarbejde, når Liverpool gæster Old Trafford i Capital One Cuppen.

Forrige artikel

Butt imponeret af Saidy Janko

Næste artikel

Moyes forventer reaktion mod Liverpool

ANNONCE