For fire dage siden fik Nani sin debut for United, og her blev det til et enkelt mål for portugiseren. I dag fulgte han godt op med endnu en scoring i Uniteds sejr over Guangzhou Pharmaceutical.
Det var dog Wayne Rooney, der først stjal billedet med sit mål til 1-0 efter 20 minutters spil. Michael Carrick fik fejet benene væk på kanten af modstandernes felt, og så var det en smal sag for Rooney at eksekvere straffesparket.
Få minutter før pausefløjtet trådte Nani ind i rampelyset med sin fornemme scoring til 2-0. Det unge nyindkøb trak ind i feltet og sendte fra venstre side af banen et lob over keeperen. Bolden ramte trekantssammenføjningen og gik i mål.
I anden halvleg faldt der kun et enkelt mål, men det var til gengæld også et spektakulært et af slagsen. 20-årige Lee Martin fyrede til bolden fra en afstand på ca. 25 meter. Keeperen kastede sig efter bolden, men han kunne ikke forhindre den i at ramme netmaskerne.
Dette var Uniteds sidste optræden på Asien-turen. Efter fire kampe og en målscore på 15-2 kan De Røde Djævle trække sig tilbage til Manchester, hvor Inter Milano kommer på besøg inden længe.