Luis Nani er efter en svær sæson så småt ved at komme op i gear, og nu håber den 26-årige portugiser, at han kan fortsætte de gode takter.
Kantspilleren er flere gange blevet rygtet væk fra Manchester United, og da hans kontrakt udløber næste sæson, er det så småt ved at være sidste udkald for Nani.
– Jeg vil vise manageren, at han kan stole på mig, og at han kan sætte sin lid til mig i hver kamp. Jeg vil vise ham, at min indsats kan hjælpe med at vinde kampe. Så jeg bliver ved med at arbejde hårdt, så jeg er klar til at levere, hver gang jeg får chancen, siger Nani til Manchester Evening News.
Den tidligere Sporting Lissabon-spiller var ude i omkring to måneder fra november, efter han blev skadet i kampen mod Braga.
Nani er dog startet inde i tre ud af de fire sidste kampe, og det har givet et løft i selvtilliden.
– Nu tror jeg på mig selv, og jeg er sikker på, at det bedste stadig ligger foran mig. Nu er det min tid, og jeg tror, at jeg kan blive vigtig for holdet i de store kampe, siger Nani.
Luis Nani har fået ti Premier League-kampe i denne sæson med et enkelt mål til følge.