Nederlag på Emirates

Arsenal vandt i dag 2-0 over United, og dermed er stimen på 25 kampe i træk i Premier League uden nederlag slut.

Et par dårlige minutter blev afgørende, da United i dag tabte på Emirates Stadium til Arsenal. Jose Mourinho og co havde ellers muligheden for at spille sig helt tæt på top-4, efter Liverpool tidligere på dagen havde smidt point hjemme mod Southampton.

Der var spekuleret en del over hvordan Mourinho ville blande kortene til dagens opgør, med det vigtige opgør mod Celta Vigo på torsdag i baghovedet. En håndfuld u23-spillere var rejst med truppen til London, men i sidste ende var det blot Axel Tuanzebe og Scott McTominay der var med i dag.

Tuanzebe fik sin første kamp fra start i United, og gjorde det glimrende på højreback kampen igennem. Han var rolig med bolden i fødderne, havde godt styr på Alexis Sanchez og spillede alt i alt en god kamp. Der vil uden tvivl vente mange flere kampe i United-trøjen for stortalentet.

Scott McTominay kom ind og fik de sidste godt ti minutter på banen, og gjorde en ok figur på midtbanen i stedet for Juan Mata.

United havde også Juan Mata, Phil Jones og Chris Smalling med igen, efter alle har været ude med diverse skader. Det må være et plus for Mourinho, at han atter kan råde over de tre rutinerede herrer, inden de sidste afgørende kampe i Premier League og i Europa League.

United var bedst i starten af kampen, uden for for alvor at true Petr Cech i Arsenal-målet, men efterhånden som kampen skred frem kom hjemmeholdet mere og mere på bolden. 0-0 ved pausen virkede fair, eftersom ingen af holdene havde haft de store åbne chancer i løbet af de første 45 minutter.

Efter 55 minutters spil kom hjemmeholdet på 1-0, da Granit Xhakas langskud blev rettet af og sejlede ind i en bue over David de Gea, som intet kunne stille op ved scoringen. Og det blev et par vitale minutter for United, for få øjeblikket senere lå bolden atter i nettet bag den spanske keeper. Denne gang var det Danny Welbeck, der headede kuglen ind bag de Gea.

Mourinho reagerede ved at smide Lingard og Rashford på banen, for at få mere fart oppe foran, og vel nok for at spare Mkhitaryan og Herrera til torsdagens opgør i Europa League. Det ændrede dog ikke på stillingen, og Uniteds stime som ubesejret er dermed slut.

Med resultatet er United fortsat et stykke fra en plads i top-4, og har nok efterhånden lagt alle æggene i den kurv der hedder Europa League, når der snakkes adgang til næste sæsons Champions League.

Savner du fornuftig diskussion og snak om Manchester United?

Opret dig gratis på debat.oldtrafford.dk

Forrige artikel

Tuanzebe starter mod Arsenal

Næste artikel

Mourinho stolt af spillerne trods nederlag

ANNONCE