(Photo by Julian Finney/Getty Images)
Det lignede længe, at Manchester United kunne tage revanche fra Europa League-finalen i Bilbao, da de aflagde visit ved Tottenham Hotspur Stadium.
Guderne ville det anderledes, og efter at have været foran 1-0, måtte United tage til takke med 2-2 efter en sen, sen udligning af Matthijs de Ligt.
Selvom det i sig selv er skuffende ikke at vinde, så fastholder United sin fine stime på nu fem kampe uden nederlag.
Nu skal spillerne og trænerne i tænkeboks, inden det voldsomme november-december-januar-program begynder.
Fremskridt trods skuffelse
Det siger ret meget, at det er skuffende, vi ender med en deler. Det var ikke et særligt godt Spurs-mandskab, vi stod overfor. Det var primært i første halvleg, det var tydeligt, for det blev en anden kamp i anden halvleg – og særligt de sidste 20 minutter.
United havde et resultat, som der skulle kriges hjem. Da Sesko så måtte gå ud, så blev det endnu mere overlevelse.
Hvor er fremskridtene så? Jeg synes, det er tydeligt – hvis vi ser på EL-finalen – at United er kommet et stykke. Der er naturligvis langt endnu, men kampene minder i og for sig om hinanden.
Der er selvfølgelig nogle omstændigheder omkring en europæisk finale, der adskiller sig fra en liga-kamp i november. Hvis vi udelukkende kigger på indholdet af fodboldspillet, kan det godt sammenlignes.
United havde meget svært ved at true Spurs’ mål i Bilbao. United havde bolden klart mest i maj, men formåede aldrig rigtig at blive farlige.
I går, var United ret ofte farlige – og da United så var bagud, ligesom i Bilbao – så gav de den stadig en over nakken. Endda med en mand mindre. Det kastede mønt af sig og reddede trods alt et point.
I sidste sæson, havde vi tabt den her kamp. Og det gjorde vi. Vi tabte den i maj.
Derfor synes jeg, det er fedt, vi er skuffede over ikke at vinde. I sidste sæson, var vi irriterede over den samme omgang møg. Nu er det skuffende ikke at tage tre point fra et svagt Tottenham-hold.
Det er fremskridt i mine øjne.
Sesko skal snart i gang
Jeg gav ham en lav karakter i min karakterbog. Det er selvfølgelig altid svært at komme ind i en kamp og smadre alt og alle. Faktum er, at han ikke rigtigt har smadret noget, siden han kom til. Nu har han smadret sig selv.
Han har scoret to mål i Premier League. Det var de to kampe inden sidste landsholdstermin. Jeg medgiver, at han er startet ude i de to kampe mod ”store hold”, og derfor er det svært at komme ind og bombe. Han lavede fine ting mod Brighton, men mod Forest i sidste uge – og i går, var han igen meget usynlig. Han missede enorme chancer i går. Det er der ikke plads til.
Det var noget af det samme, som vi kritiserede Højlund for. Simpelthen for uskarp.
Dog er Sesko en anelse bedre i det opbyggende spil. I hvert fald i det, jeg har set. Det er en forbedring fra Højlund.
En angribers fornemmeste opgave er til gengæld at score, og i Premier League får man ikke fem store chancer i en kamp. Det er sjældent. Der skal scores, når muligheden byder sig.
Nu må vi se, hvor længe han er ude, men når vi og han er tilbage efter pausen, så skal der komme andre boller på suppen.
United skal have alle mand klar
Det bliver meget vigtigt for United at have alle mand klar til det tætpakkede juleprogram.
Startopstillingen er god, men så snart Amorim vender sig rundt, begynder kvaliteten prompte at dale markant.
Ugarte er på ingen måde det, man kunne have håbet på, da vi hentede ham. I går lod han Odobert løbe uforstyrret væk på midten af banen. Han laver mange fejlafleveringer og så løber han generelt rundt og ligner en, der er forvirret. Det kan være, han ikke er det, men det ligner.
Casemiro er uhyggelig vigtig for midtbanen, men hans ben har løbet mig igennem årene, og når det er tid til rotation, så er vi nødt til at have eksempelvis Kobbie Mainoo klar.
Licha må også gerne snart være klar, for Maguire gik ud i går med en skade, og så er det pludselig Heaven, der er første backup. Heaven er bestemt et stort talent, men han skal lige finde fodfæste igen efter skandalen i Grimsby og et par skader.
Så er der offensivt. Amad er vigtig. Mbeumo er uundværlig og Cunha er også blevet vigtig. Hvis de ikke kan spille af den ene eller anden grund, så ser det tyndt ud med reserverne. Så skal Zirkzee ind, eller vi skal spille med Dalot på wingbacken igen.
Mount er den eneste, som på sit højeste niveau kan ‘erstatte’ en af de to 10’ere. Vi kender desværre bare til hans skadeshistorik.
Startelleveren er uhyre vigtig for Amorim, for så snart det er reserverne, så kommer vi i meget store problemer.




