Nedtakt: Tre ting vi lærte af Brentford-kampen

Pulsen er langt om længe faldet ned efter en vanvittig afslutning på lørdagens Premier League-kamp. Dermed er det også på tide at reflektere over, hvilke tre ting vi kan lære af 2-1-sejren over Brentford.

Casemiro skal se sig over skulderen

Efter kampen i sidste uge mod Galatasaray var Casemiro genstand for kritik af mig. Det er han desværre også i denne nedtakt ovenpå lørdagens dramatiske sejr over Brentford.

Han blev hentet til klubben sidste sommer som en af verdens bedste centrale midtbanespillere. Han havde brug for tilvænning i starten af sin tid på Old Trafford, men da han først havde vænnet sig til tempoet i Premier League, viste han os, hvilken fremragende fodboldspiller han er.

I denne sæson har Casemiro slet ikke fundet formen eller niveauet. Efter kampen på Turf Moor mod Burnley lignede det, at han var på vej i den rigtige retning, men de seneste tre kampe for brasilianeren har været skuffende.

Nu er Sofyan Amrabat landet, og han er på vej op i omdrejninger efter sin skade. I lørdagens kamp så han rigtig stærk ud, og han virker mere pålidelig end Casemiro p.t. Det synes vores hollandske manager tilsyneladende også. Det var i hvert fald bemærkelsesværdigt, at det var Casemiro, der blev offeret i pausen, da Christian Eriksen skulle på banen.

Jeg tror ikke længere, at Casemiro er selvskrevet på på holdkortet, når Erik ten Hag skal sætte den stærkeste startellever.

Sir Alex Fergusons ånd lever stadig på Old Trafford

Manchester United har ikke tabt tre hjemmekampe i træk siden 1962, men det var godt nok tæt på i lørdags.

Havde det ikke været for Scott McTominays målnæse, var de røde alarmklokker for alvor begyndt at ringe. Med to scoringer i “Fergie time” sikrede McSauce dog en lille smule arbejdsro til den lange landskampspause.

Jeg tror ikke på højere magter, men øjeblikket var ikke tilfældigt. Målene føltes som en hyldest til vores legendariske manager, Sir Alex Ferguson, som mistede sin hustru, Lady Cathy Ferguson, i sidste uge.

Sir Alex Fergusons ånd lever stadig på Old Trafford og heldigvis for det!

Harry Maguire er stadig en god fodboldspiller

Den tidligere United-kaptajn har ikke fået mange chancer for at vise sig frem i denne sæson, hvilket til dels også skyldes skader. Det ændrer sig muligvis nu.

I Carabao Cup-kampen mod Crystal Palace spillede den engelske landsholdsspiller en flot kamp, og igen i lørdags var der ikke en finger at sætte på hans præstation.

Det er ikke på grund af vennetjenester, at Maguire stadig er en del af det engelske landshold. Det er fordi, at han er en god fodboldspiller. Det har han bare haft utrolig svært ved at vise i Manchester United.

Lad os håbe, at han begynder at finde formen på klubplan igen. Når man samtidig tager skadessituationen i de bagerste geledder hos United i betragtning, så ville det ikke være det værste tidspunkt at gøre det på.

 

Forrige artikel

Rooney er fortid i D.C. United

Næste artikel

Læserne har valgt månedens spiller: RASMUS HØJLUND

ANNONCE